Alice è il diavolo.
Historien om en subversiv radiostation

af Jens Pfeifer

Radio Alice - Bologna 1977 / Radio Alice - Autonomiaens piratradiostations kollektive overtagelse af byrummet med nye midler / Radio Alice – historien om en subversiv radiostation – æterhacker, teknologi- og sprogpirater – sjælen af 70-bevægelsens Bologna. Alice var djævlen – djævlen der forandrede kommunikationens ansigt, ikke kun i Italien.

Den italienske autonomia-bevægelse fra omkring 1977-78 kan læses som et kollektivt forsøg på at nægte at lade sig identificere, dvs. en afvisning af både en fast og stabil identitet og en deraf følgende indskrænkning af mulighederne - et forsøg på en kollektiv desertering fra samfundets mulige roller og identiteter, og dermed at blive uhåndterlig for staten og andre magtinstitutioner.

1968-bevægelsen i Italien var en af de stærkeste og mest vidtrækkende i Europa. Den gennemsyrede hele samfundet i en meget intens periode over ti år, hvor klassekamp og studenterprotester konvergerede. Fra cirka 1973/74 begyndte en opsplittelse og heterogenisering af 1968ernes venstrefløjs-bevægelse, bl.a. på grund af det kommunistiske partis krise, der kulminerede i det historiske kompromis (il compromesso storico). Frygten for en italiensk gentagelse af begivenhederne i Chile (hvor den socialistiske og demokratiske præsident Salvador Allende var blevet offer for et statskup) var motoren for dette. PCI (Partito Comunista Italiano), med Enrico Berlinguer som formand, mente at der kunne ses en lignende tendens i de reaktionære kræfters opbygning af et anspændt klima i det italienske samfund. For at modvirke denne tendens arbejdede Berlinguer hen mod en stor koalition. I en serie af artikler i PCI’s partiblad Rinascita i løbet af oktober 1973 introducerede han ideen om det historiske kompromis mellem de tre vigtigste partier: Kommunisterne PCI, Socialisterne PSI (Partito Socialista Italiano) og kristendemokraterne DC (Democrazia Cristiana). Berlinguer drømte om en konvergens mellem den kristne og den kommunistiske moral. Det Kommunistiske Parti og mange af fagforeningerne begyndte dermed at fjerne sig fra 68-bevægelsen, som nu stod foran en nødvendig re-definition. Fabrikkens massearbejder (operaio di massa) blev erstattet af den sociale arbejder (operaio sociale), der var aktiv i hele samfundet.

Autonomiabevægelsen

Hippier, feminister, bøsser, lesbiske og andre grupper afløste den homogene massearbejder som det politiske subjekt. Det var især storbyindianerne (indiani metropolitani), der, med farverige kostumer og plastik-tomahavker i hånden, nægtede at repræsentere venstrefløjens modkultur og det klassiske, håndterlige revolutionære subjekt. De benyttede sig bevidst af et forvirrende sprogbrug og forskellige former for modinformationer: ”Mere atomkraft og mindre socialbyggeri”. De sagde, hvad ingen ville sige, og stillede fordringer, som ingen kunne forholde sig til. Autonomia-bevægelsen kulminerede i 1977, tydeligst i store byer som Rom og Bologna. De unge studerende og arbejdere var de foregående år begyndt at organisere og udtrykke sig på mangfoldig vis. Selvstyrede-, besatte kulturcentre (centri sociali), autonome bydels-kollektiver, uafhængige radiostationer og informationscentre var nogle af de nye organisationsformer, og en autonom/selvbestemt nedsættelse af priserne (autoriduzione) blev en udbredt praksis. Unge studerende, arbejdere og arbejdsløse gik på kollektiv indkøbstur i byens stormagasiner, hvor de tog varerne uden at betale. Det samme gjaldt ved kollektive biografbesøg eller restaurantbesøg. Autonomiaens behov, ønsker og fordringer havde ikke meget til fælles med den klassiske fabriksarbejders kamp. Til deres demonstrationer var bannerne ofte tomme, staten kunne ikke forholde sig til de ikke stillede fordringer, da de ikke krævede noget, men samtidig krævede alt: Vi vil ha’ det hele, men ikke jeres lort. Tidsskriftet A/traverso lancerede sloganet ”Non prendere il potere” (Tag ikke magten). Nye koncepter som selvrealisering, livskvalitet, autonom bestemmelse over ens egen krop og ens tid rykkede i fokus: det handlede om revolutionen her og nu.

Autonomia-bevægelsen var kendetegnet ved en intern kulturel, filosofisk og intellektuel splittelse. På den ene side var der den kreative del af bevægelsen, der havde medierne, informationerne, fantasien, kulturen og kommunikationen som centrum for deres politiske ageren; på den anden side den organiserede autonomia, der forstod staten som fjenden, og derfor arbejdede på at strukturere et politisk subjekt. En konstruktiv sammensmeltning af autonomia creativa (kreative autonomi) og autonomia organizzata (organiserede autonomi) var tema i et nummer af A/traverso med overskriften ”La rivoluzione è finita abbiamo vinto” (Revolutionen er afsluttet – vi har vundet). Målet var en autonom selvorganisation af viden/videnskaben og kreativiteten. Bevægelsen troede på en generhvervelse (riappropriazione) af teknikken og dermed muligheden til at bruge teknikken subversivt: ”At tusind blomster udspringer, at tusind radioer transmitterer (...) et andet ’68 med andre våben.”. (A/traverso februar 1977).

Radio Alice

I februar 1976 gik autonomia-bevægelsens radiostation Radio Alice første udsendelse i luften. Afskaffelsen af statsmonopolet på radiotransmission i december 1974 gjorde det lovligt for enhver borger eller forening at lave udsendelser. Dermed var forudsætningerne for en uafhængig radio som Radio Alice skabt. I løbet af få uger voksede gruppen af frivillige medarbejdere kraftigt, og Radio Alice sendte dagligt uden et fastsat program, undtagen en slags politiske nyheder, som sendtes mere eller mindre regelmæssigt.

Den daværende venstrefløj koncentrerede sig om informationernes indhold, og som logisk konsekvens af dette var dens mission at levere alternative informationer. Radio Alice prøvede at frigøre sig fra denne tradition ved at underminere selve informationscyklussen. Radio Alice nægtede at lade sig identificere som et instrument til modinformation. Den nægtede at være et instrument til hvad som helst, men forstod sig snarere som en kommunikativ agent, som en af bevægelsens aktører. Det teoretiske udgangspunkt var især den nye franske filosofi, der fokuserede på subjektets tilstedekommen som en effekt, og som dermed bevægede sig væk fra forestillingen om et autonomt eksisterende subjekt. Bøger som Gilles Deleuze og Felix Guattaris L’Anti-Oedipe og Michel Foucaults Galskabens historie blev til referencepunkter for diskussionen. Lige som hos Radio Alice hænger form og indhold i Deleuzes og Guattaris L’Anti-Oedipe tæt sammen. Den akademiske og filosofiske ramme sprænges, dens regler ignoreres, og en anarkisk befrielse af begæret kræves. Hos Deleuze og Guattari er subjektet fraværende, og udsagn er dermed ikke forankret i et subjekt, men det er selve processen der står i centrum. Subjektet eksisterer kun som en effekt af begæret. Hele projektet omkring Radio Alice var gennemsyret af begær – begær som et positivt begreb, begær efter produktion.

Bevægelsens (i Bologna) fokus og udprægede interesse for medier som radio kan bl.a. tilgodeskrives Bolognas da forholdsvis nye institut DAMS, Dipartimento Arte Musica e Spettacolo (Afdeling for kunst, musik og skuespil), der havde undervisere som bl.a. Giuliano Scabia, Umberto Eco og Paolo Fabbri. Det er ikke tilfældigt at en gruppe studerende fra DAMS udgav bogen Alice Disambientata / Materiali collettivi (su Alice) per un manuale di sopravvivenza [1] under navnet ”Gruppo A/Dams”. Carol Lewis Alice var et fælles referencepunkt for Bolognas autonome/kreative bevægelse - Alice figuren som et nyt destabiliseret individ under vedblivende mutation. Selve kollektivets navn, Gruppo A/Dams, er en klar reference til tidsskriftet A/traverso, som igen var tæt beslægtet med Radio Alice. Det mao-dadaistiske tidsskrift A/traverso udkom første gang i maj 1975. Fælles for A/traverso og Radio Alice var bevægelsens vilje til at komme hinsides den klassiske venstrefløjs retorik, og viljen til at eksperimentere med et provokerende og direkte sprog, der fandt inspiration i surrealismen og dadaismen. Ironi, forkerte/falske informationer, blandingen af lyriske og hysteriske toner, seksualitet og stofbrug var nogle af de forskellige stemmer, Radio Alice benyttede sig af: ”Falske informationer skaber sande/ægte begivenheder” (A/traverso december 1976). Det blev ikke anset for tilstrækkeligt at angribe og synliggøre magtens løgne, man fandt det også nødvendigt at angribe og destruere magtens sandheder. Man påpegede eksistensen af en kunstig/teknisk (tecnico-scientifica) intelligens, der er i stand til at bruge elektroniske maskiner og samtidigt modificere deres funktioner. Radiomediet skal approprieres ved at vende informationskredsløbet på hovedet. Kategorier som afsender og modtager skal opløses. Afsenderen mister magten, fordi denne ikke er herre over modtagerens reception. Og modtageren er dermed opfordret til at intervenere i kommunikationsprocessen. Lytterne har den samme vigtighed og betydning som redaktørerne, fordi dens publikum ikke er den ”passive masse” fra den ellers unilaterale kommunikation via radio. Radio Alice vælter mediernes arkitektur og leverer dermed informationer, der er genereret kollektivt. Informationerne produceres ikke udefra, de er snarere et produkt af processen, af de forskellige stemmer, der taler. Derfor er telefonen et af de vigtigste instrumenter for Radio Alice: Ved at bruge direkte telefonopkald til radiostationen som en ligeværdig del af udsendelserne forsvinder grænserne mellem udsender og modtager, der dermed ikke længere er fanget i deres respektive roller.

I marts 1977 kulminerer begivenhederne i Bologna. Universitetet er besat, folk strømmer på gaden, og stemningen er revolutionær. Den 11. marts 1977 kl. 12.30 bliver Francesco Lorusso, en aktivist fra Lotta Continua (et radikalt venstrefløjs parti) skudt på åben gade af en carabinieri (militærpolitibetjent) i civil. Radio Alice spreder budskabet kl. 13.30. Aktivisterne tager alle disponible informationskanaler i brug, især Radio Alice og dens ”open microphone” – telefonen. Der følger en dag med voldsomme sammenstød mellem politi og aktivister. Militæret kommer til indsats, og kl. 23.15 stormer og lukker politiet (Carabinieri-korpset) Radio Alice. Søndag den 13. marts rykker militæret ind med kampvogne i Bologna.

De Røde Brigaders bortførelse og drabet af den kristendemokratiske politiker Aldo Moro i 1978, blev misbrugt af staten til at indlede en intensiv jagt på venstrefløjen, som resulterede i tusindvis af anholdelser. Aktionen nåede dets højdepunkt den 7.april 1979 med anholdelsen af bevægelsens vigtigste teoretikere, blandt andet Antonio Negri. Ordenen var genetableret, staten fik sine håndterlige subjekter tilbage, subjekter staten kunne sætte navn på: de kaldte dem terrorister.

Uddrag af Radio Alices udsendelser*:

9. februar 1976.

Radio Alice. Goddag. Mandag 9. februar 1976. I går var der snevejr. I nat var der måneskin og den 13. er der fuldmåne. Vi står i vandmandens tegn, og dem der født i dag tenderer til at være lyseblå, med tydelig tendens til lykkelig strejke...

Og vi er stadigvæk på radio Alice, i vores hule fyldt med mærkelige eksistenser. Et antal megahertz a typen vandmand. Øjne, en lille smule fordrevne, og vores anlæg er lige så eksperimentel som vi er.

Radio Alice sender: Musik, meddelelser/nyheder, blomstrende haver, højtidelige talemåder, opskrifter, horoskoper, magiske filtre, eller krigsindberetninger, fotografier, budskaber, massager, løgne.

Radio Alice sender lidt af hvert: Det I vil ha’ og det I ikke vil ha’, det I tænker og det I tror I tænker, især når I kommer forbi for at sige det, eller når I ringer ind til os (...)

Radio Alice er et sted hvor kaniner har vester på, og speakerne går i trav, der mangler væske, og desværre, hvor der ingen maskiner er, men tanker, sådan - lær det! Hvor der kræves sved på panden, hvor man bliver højere inden totusind, hvor der ventes på sommeren og de sorte pantere.

Udsendelse om morgenen – yoga.

at arbejde langsomt

uden at anstrenge sig

rytme pause pause rytme

pause, pause, pause, pause, pause...

at arbejde langsomt

uden at anstrenge sig

arbejde skader dig

og den bringer dig

på sygehuset

at arbejde langsomt

uden at anstrenge sig

sundheden er ikke til salg

Parlano, loro parlano (de taler, de taler)

Stemme 1 – De taler, taler, ok de taler hele tiden. De kaster med tegn, ord, dele af tegn, dele af ord, for at tvinge os til at acceptere vores roller som børn, kvinder, koner, fadere, arbejdere, studenter, til at lære os at opføre os, at være disciplineret, at underkaste os, at arbejde.

Stemme 1 – Lama har sagt: ”Hvad er det for nogen unge hvis de ikke arbejder; de unge skal på arbejde, også hvis de kun får to/tre tusind lire om dagen (i løn). Hvad for nogen borgere vil vi have i morgen, vagabonder, forbrydere, gangstere, folk der pjækker. Og dem der studerer skal studere, dem der arbejder skal arbejde: Jeg kan ikke lide halvfærdige ting.

Stemme 1 – De Taler, de taler, de siger økonomi, orden, demokrati, men det er alt sammen noget, der ikke har noget med os til at gøre: de vil have os til at gå tilbage arbejdet som det havde været engang, tavse, rolige og disciplinerede.

Stemme 1 – Maskinerne taler, de taler også, et sprog af jern, altid det samme, det har de præpareret, perfektioneret, en gang for altid.

Stemme 1 – De taler, og alt de siger, er imod os, for at ekskludere os, for at gøre os ked af det, men Majakoskij er stadigvæk sammen med os, nu.

Stemme 2 – Dialektikken lærer vi ikke fra Hegel / Med kampenes støj bryder han ind i verset / når under projektilerne / foran os flygtede bourgeoisiet / som engang det havde været os der flygtede for dem.

Stemme 1 – Vi har brug for plads, vi bliver kvalt.

Stemme 2 – Radio Alice er rent / frisk luft / Radio Alice takker / Radio Alice god uld, en stang, nossejæger, en politimand, en forfængelighed, en streng moralist / Radio Alice er Marquis De Sade, / Robin Hood, Deres Højærværdighed Freud, Mandrake, Maria Magdalena, Ivan den Skrækkelige, æselskind. ...

Stemme 1 – Rent faktisk er det bedst at slukke.

Stemme 2 – Sådan er livet.

*mine oversættelser

Læs mere på Radio Alices hjemmeside (på italiensk)

[1] Alice Disambientata (1978). På det daværende tidspunkt (forår 1977) var universitet i Bologna besat; der afholdtes et seminar om Lewis Caroll på Dams. Seminaret udviklede sig snart til et slags politisk kollektiv, der fungerede som skriveværksted, filmklub og koncertspillested. Det kollektive output i form af tekster, digte osv. blev udgivet i 1978 i bogform med titlen Alice Disambientata