APOKALYPSO

af Hedonistisk Aktion  

I

“Den gud du tjener, er din egen appetit” Christopher Marlowe, Dr. Faustus

Et gespenst går gennem gulvet. Kapitalismens gespenst. Det har hjemsøgt os i århundreder og gradvist intensiveret sin hærgen. Nu truer systemets grådighed og blindt rasende jagt på nye akkumulationsområder med at underminere selve dets eget levede grundlag. De økologiske systemer bryder sammen over hele kloden med samme eksponentielle hastighed som Kapitalen vokser ud over sine egne grænser. Det hjemsøgte liv, som i dag bebor planeten vil bukke under og forsvinde og med det også denne parasit, dette gespenst. Dette er vor Faust-pagts 24. år.

Udviklingen er irreversibel. De økologiske systemer søger deres ækvilibrium hinsides katastrofen, og selv hvis vi kunne købe tid, vil vi ikke kunne uddrive gespenstet. Først og fremmest fordi det ikke, som ellers antydet, er et fra selve livet afsondret subjekt, men en menneskelig egenskab, et relationelt grundvilkår. Vi må, som Dr. Faustus, se i øjnene, at den gud vi har tilbedt, er vor egen appetit.

Dertil kommer at systemet nu synes at have muteret sig ud af sin afhængighed af relativ stabilitet og er genopstået som en Ouroboros, der næres ved de katastrofer, den selv producerer, og således konstant søger at destabilisere sit levede grundlag i sin jagt på nye akkumulationsområder. Katastrofen er vor tids grænseland.

Der er intet teknologisk fix. De mest indædte katastrofekapitalister forestiller sig måske nok at kunne købe sig en plads i et postapokalyptisk paradis, endelig frigjort fra alle jordens elendige, de havde lænket til årerne, mens lortet gik ned. Der er ingen anden side, møgsvin! Ingen yderste dom, der kan afsiges over rebeller. Der findes kun et nu samt den allerinderste dom, som slaver afsiger over sig selv.

Vi siger, forlad jeres poster! Skrid fra jobbet. Æd. Drik. Elsk. Katastrofen rummer et uanet utopisk potentiale. Uden en fremtid, er det ikke længere muligt for magten, at udskyde kravet om en total planetarisk revolution. Fuck fremtiden! Den har alligevel aldrig tilhørt os. Men dette ’sidste øjeblik’ er vores. Mod magtens neomalthusianske nihilisme, må vi derfor svare med et verdensomspændende hedonistisk satyrnalia, hvor kortvarigt det end måtte blive... Hedonister i alle lande, foren jer!

II

“Nej, et kort og muntert liv, dét skal være mit motto” Bartholomew Roberts

Katastrofens ultimative karakter synes at rumme et hidtil uset potentiale for indstiftelsen af en verdensomspændende zone for festlig opstand. Den globaliserede kapitalismes glatte flader sikrer en potentielt ubegrænset, spatial udbredelse af denne zone, mens katastrofens absolutte karakter og den temporale begrænsethed, som knytter sig til den, tydeliggør den historiske nødvendighed af ’øjeblikkelig’ revolution. Lad os her kort undersøge det revolutionære potentiale, som knytter sig til katastrofen med et historisk eksempel.

Den 2. juni 1609 drog en lille flåde på 9 skibe finansieret af Londons Virginia Company fra Plymouth i England mod Jamestown i Virginia – Imperiets første koloni i den Nye Verden. Efter adskillige dages sejlads løb flåden imidlertid ind i en voldsom storm og skibet The Sea-Venture blev her skilt fra de andre otte skibe. I tre dage kæmpede besætning og passagerer, som overvejende bestod af arbejdere til kolonien i Virginia, mod stormen, men der syntes ikke at være noget at stille op. Vandet fossede ind og det så ud til at være ude med Sea-Venture.

Således konfronteret med deres endeligt, gjorde folk ombord det eneste rationelle i en katastrofal situation – de lod hånt om de gældende sociale hierarkier til søs, kaptajnen og hans officerer såvel som den private ejendomsret, idet de gik ombord i skibets beholdning af vin og sprut, lod propperne springe og sendte flaskerne på omgang, idet de ønskede hinanden et sidste farvel. Katastrofen er i bund og grund socialt nivellerende. Ingen har nogensinde været lige for Loven. Men sat over for katastrofen, sat over for døden, sættes sociale hierarkier ud af kraft.

The Sea-Venture gik på grund på Bermuda. Alle overlevede mirakuløst. Vi tror ikke på et lignende mirakel, ej heller ønsker vi os det. Det beretningen om The Sea-Venture gør os begribeligt, er det potentiale, der findes indlejret i katastrofen; den blotte erfaring af dens omfang vender verden på hovedet, relativerer det eksisterende systems absolutte sandheder. I stedet for den evighed, vi er blevet lovet til gengæld for vores underkastelse, frisættes vi i et festligt nu. Piraten Bartholomew Roberts’ motto “et kort og muntert liv”, må også blive vores. Ikke underligt, at piraten som figur har fået så massiv en genkomst. Denne dissens, dette eksodus som nægtelse og flugt, det muntre, men temporære, som knytter sig til piratkulturen, bliver paradigmatisk for præapokalyptisk kultur. Lad propperne springe!

III

“Dans er et horisontalt begærs lodrette udtryk” George Bernard Shaw

Mod social undertrykkelse og systemets kosmiske terror svarer vi med et hedonistisk karneval på tværs af alle artificielle grænser og skel. Kun karnevalet rummer tilstrækkelig munter alvor, socialt nivellerende og liminalt nutopisk kraft til en forskelsløs frisættelse en gang for alle. Lad os atter vende os mod et historisk eksempel (vi vender os igen og igen mod fortiden, da vi ikke har en fremtid at vende os imod), mod det 19. århundredes Trinidad.

Her opstod i midten af århundredet en karnevalesk hybrid, der på en gang rummede traditioner for oprørsritualer og musik fra øernes indfødte, afrikanske slaver, samt fra arbejdere fra de skiftende franske, spanske og engelske imperier. Dette hybridiserede karneval affødte hen mod århundredets afslutning kalypsomusikken, der dels spillede en væsentligt rolle som soundtrack for karnevaleske oprør og dels som medie for politiske budskaber, der gennem musikken kunne cirkulere mellem øerne; et medie, der gav stemme til de som ellers ingen stemme havde. Kriminalisering af karneval og kalypso, hvis politiske dissens og revolutionære kraft truede koloniherrernes magt viste sig forgæves og kulturen voksede sig hen mod århundredets afslutning til en egentlig populær bevægelse.

Det, som interesserer os her, er dette eksempel på frivol og folkelig modstand mod kolonisering og undertrykkelse, som kommer til udtryk i en globaliseret kulturel hybrid. Trinidad udgør et tidligt og koncentreret eksempel på den globaliserede kapitalismes kontraktion i tid og rum. Subalterne grupper fra hele verden blev her presset sammen og proletariseret, hvilket dannede grobund for karnevalets muntre og præfigurativt politiske eksodus.

Således er kalypso et udtryk for kolonialiseringens polykulturelle erfaring, men den udtrykker samtidig en tidlig oplevelse af kapitalismens uhæmmede affaldsproduktion. Kalypsomusikernes instrumenter blev skabt af brugte malerbøtter, konservesdåser, kasserede potter og pander og senere selve det privilegerede symbol på katastrofekapitalismen: olietønden. Kalypso kan altså således ses som en slags detournement, der vender systemets uhæmmede affaldsproduktion mod sig selv, og her tænker vi ikke kun på forarbejdede genstande, men også på den globaliserede kapitalismes menneskelige affald; slaver, indfødte og arbejdere deporteret fra Europa.

Kapitalens møddinger vokser verden over, bjerge og floder af afføring og affald, hvilket i stigende grad også betyder menneskeligt affald – denne verdens elendige, som er blevet overflødige i produktionen, eller som er blevet konsumeret som en varer og så kastet bort. Vi, som dette Kapitalens menneskelige affald, må rejse os fra verdensmarkedets mødding, gøre skrald til instrumenter og vende os mod systemet i et planetarisk karneval, i en hovedløs, festlig dans som udtryk for vores grundlæggende horisontale begær, der konfronteret med katastrofen sættes fri som kosmisk, revolutionær energi. Hedonister i alle lande for en jer. Æd. Drik. Elsk. Dans... Apokalypso!