Fra Berkeley til New York

af Marty,www.16beavergroup.org

I 1964 var jeg i gang med mit sidste år på gymnasiet i Berkeley. Jeg tog op til the University of California, og fandt universitetsområdet besat af tusinder af studerende, mens hundredevis af andre havde okkuperet den centrale administrationsbygning. Universitetets administrations-apparat var gået i stå. Det var en bevægelse der ligesom mange andre udstilledede fællesnævneren i en undertrykkende efterkrigs-kultur og tilbuddet om et liv baseret på konsumering og manisk anti-kommunisme.

Det nye og afgørende ved the Free Speech Movement [1] var ideen om, at ’informations-managers’ i fremtiden ville have kontrol over informationsøkonomiens arbejdslandskaber. Den kamp havde dog flere resultater. Blandt andet at staten California blev nødt til at ty til vold i uhørt grad, så som: militære tropper, bajonet-afgifter, giftig gas; alt det var en del af mine teenageår.

Studenterne havde kæmpet for retten til politiske gruppers aktiviteter og tilstedeværelse på universitets område. Den kamp blev vundet til en vis grad. Dog peger historien om Ronald Reagan, der dengang var guvernør, AKA chef-kommandant for the California National Guard, og som fik national berømmelse for sine undertrykkende indsats, også på begrænsningerne ved den sejr.

I 1970 kom jeg så til New York, på samme tid som en konkurskrise. Forbrugssamfundet havde udsolgt sig selv. Krisen blev portrætteret som hæmningsløs ødselhed, men var faktisk endnu mere alvorlig. Folk ville ikke længere arbejde uforbeholdent. De ville have børnepasningsordninger, sygesikring, efteruddannelse og meningsfulde erhverv. Det blev der så sat en stopper for. Byen blev direkte overtaget af de store banker, og forestillingen om et samfund der kunne forbedre dets borgeres liv var slut. Folk reagerede på mange forskellige måder, få af dem vandt endog deres lokale sejre. Som en ung filminstruktør filmede jeg besættelsen af en brandstation i Greenpoint, Brooklyn, der var truet af lukning. Drenge-spejderne og de pensionerede bedstemødre sad rundt omkring og holdt vagt ved motoren. Da byen nægtede at genåbne stationen blokerede de Brooklyn-Queens-Expressway [2]. Det kostede ballade og kom på tv.

80’erne var en periode med ’lavintensitets-konflikter’. Jeg brugte de år på at filme fordrevne mennesker i lejre: folk fra Guatemala, palæstinensere, vietnamesere. I dag er der dog mange millioner flere. Det er svært at definere retten til ’rum’, og endnu svære at tvinge den igennem.

Lektionen i besættelser af ’rum’ er givet igen og igen, men den har forandret sig. I USA er det blevet vigtigt at få folk til at fortrække, fordi de er vidner, snarere end fordi de ’stopper maskinen’. Tænk bare på the Republican National Convention og måden alternative medier blev behandlet på, eller på New York Citys anstrengelser for at umuliggøre dokumentarfilm-folk i at være på gaden [3].

For mere end nogensinde er brugen af et offentligt rum i dag kontrolleret og altid en kamp. Rum bliver privatiseret, og samtidig bliver det fortalt at vi er en del af et netværkssamfund. Hvad er der tilbage af plads for vores fysiske tilstedeværelse i denne netværksverden? Er det hele kun et spørgsmål om at parkere os selv et sted, som vi så kan tvinges til at betale for? Sågar rydninger af besættelser har ikke den betydning de havde tidligere. Fordi så mange af os er ejere og ikke lejere. Udlejeren er erstattet af derivater på verdensmarkedet. I en netværkstid er det en mere biologisk, for ikke at sige hydrologisk, metafor, som membraner og virus, der definerer den fremherskende tænkning. Grænserne, murene og tunnellerne bliver konflikt-kanaler i en ny form for samfundscirkulation.

Metaforerne for en social maskine, der langsomt går i stå, betyder ikke længere det samme. Den gigantiske, globale fredsdemonstration i 2003 var den største i historien og selv den kunne blive (og bliver stadig) ignoreret. Her i New York blev den seneste arbejds- og studenterdemonstration på rådhuset, med omkring 40.000 mennesker, kun nævnt som et irritations-moment for myldretidstrafikken af de etablerede medier, akkurat som en blokering af flowet.

Hvad endnu mere væsenligt er at folk præ-okkuperer dem selv. Vi gør forskellige ting. Vi køber lokalt. Vi arbejder nomadisk. Vi lærer de forskellige systemer. Vi manøvrerer udenom stregkoderne. Bemærk. Dette er ikke ligefrem magt, men det er en form for fælles bevidsthed og et potentielt udgangspunkt for magt. Vi erobrer nye stier, og gør nye noter. Og selvfølgelig bliver vi nye mennesker. En smule kunstigt, men præ-okkuperet. Vores receptor er ikke længere modtagelig for overtagelse på helt samme måde.

Okkuperingsform: scanneren. En også afgørende, men mindre bemærket form for kontrol er "the bio location devices", GPI’en i din ID-nøgle på arbejdet, og selvfølgelig den omfattende identificering af modstand; i Irak, først med deres mobile nethinde-skanninger og i Afghanistan på pletten med militariserede antropologer, der kortlægger slægtskaber for at forfølge afvigelser. Den missil-belæssede sum over Pakistan og Afghanistans himmel er styret af piloter fra forstaderne i Arizona. Travle, for ikke at sige besatte, af at studere små skærme.

[1] en bevægelse af studenter-aktivister der kæmpede for retten til at agitere og tale frit på universitetsområdet

[2] motorvej tværs gennem og mellem Queens og Brooklyn

[3] Her refereres der til det Republikanske Partis ’Convent’ i New York op til præsidentvalget i 2004, hvor protestaktioner på gaden blev mødt af et ekstremt rettighedskrænkende politi, og alle former for alternative medier fik censureret optagelser og blev chikaneret