Fra selvorganiserede bevægelser til en selvorganiseret by

Tom Wetzel

I begyndelsen af det 20. århundrede fremførte radikale arbejderaktivister den idé, at man, idet man organiserede sig på arbejdspladsen eller i fagbevægelser, der var selvstyrede af menige arbejdere, og idet de udfordrede bosserne omkring kontrol over produktionen, så “byggede man et nyt samfund i det gamle samfunds skal.” De forestillede sig fagbevægelsens menige selvorganisering eller organiseringen af kampe på arbejdspladsen som begyndelsen på græsrodsorganer, hvorigennem arbejdere kunne organisere produktion i et markedsløst, postkapitalistisk samfund.

Formodningen er, at selvorganisering, det at have kontrol over dit liv samt have noget at skulle have sagt i forhold til de beslutninger, der påvirker dig, bør være central for vores visioner om et postkapitalistisk samfund.

Men selvorganisering er ikke kun relevant i forhold til vores kontrol over arbejdet, over produktionssfæren, men ligeså vel i forhold til forbrugssfæren. Hvilke former for boliger ønsker vi at bo i? Hvilke former for service ønsker vi at have i vores kvarter? Hvordan ønsker vi at indrette byen? Hvilke produkter ønsker vi produceret? Vores økonomiske vision har brug for en måde at give folk indflydelse på forbrugsbeslutninger, der påvirker dem.

Ideen er afspejlet i den deltagerøkonomiske vision, som foreslår både arbejderråd og lokale forbrugerråd som byggesten for selvorganisering. For byer giver deltagerøkonomi en mulighed for en horisontal, selvstyrende regionalisme i forhold til at planlægge investeringer i transport og anden infrastruktur såvel som at imødekomme sociale behov såsom boliger, børnepasning og sundhedspleje.

Deltagerplanlægning ville betyde, at folk, idet de starter i deres lokale råd, ville udvikle forslag til hvad de ønsker, der bliver produceret. Både til individuelt privatforbrug såvel som i forhold til ting til kollektivt forbrug, finder vi ud af, hvad vi ønsker at konsumere og hvilket arbejde, vi ønsker. Disse forslag filtreres så ud af gennem forskellige organisationer over et stort geografisk område, for så vidt de har indvirkning på et større område. Gennem giv-og-tag-processer mellem arbejdere og forbrugere ville forslagene blive videreudviklet til en omfattende plan for social produktion.

Beslutninger om grundejendommes brug er en del af denne giv-og-tag-proces og spørgsmål om for eksempel forholdet mellem beboelse og arbejdspladser bliver til en forhandlingsproces blandt produktionsgrupper og lokalråd. Ønsker folk for eksempel at bevæge sig tilbage i retning af den prækapitalistiske by, hvor håndværkernes arbejde og beboelse lå i nærheden af hinanden? I så fald ville vi forvente, at dette blev afspejlet i beslutninger om investeringer i beboelsesmiljøet.

Deltagerøkonomi indebærer elimination af de centrale kræfter, der danner ramme om det kapitalistiske samfund.

Beslutninger på arbejdspladsen ville ikke bare blive et spørgsmål om, hvad den administrerende direktør finder bedst. Spatial opdeling af befolkningen i klasse og race i den kapitalistiske by er baseret på store forskelle i indkomst og magt, der ikke længere ville eksistere i et system, hvor aflønning er baseret på arbejdsindsats eller opofrelse og hvor virksomhedshierarkier ikke længere hersker.

Fra et deltagerøkonomisk synspunkt byder selvorganiseringsprincippet, at hver person skal have indflydelse på beslutninger, der påvirker dem i forhold til omfanget af denne påvirkning. Dette indbefatter at negative indvirkninger såsom luftforurening ikke længere kan påføres folk diktatorisk, uden de har indflydelse på det. Den store miljømæssige byrde ved forurenende processer, som for eksempel stor afhængighed af privat biltransport, bliver nød til at blive taget til seriøs efterretning i en selvorganiserende deltagerøkonomi.

Vi kan forestille os deltagerøkonomier vokse frem som et virkeligt alternativ gennem udviklingen af sociale selvorganiserende massebevægelser, fra en fornyet, selvorganiseret form for arbejderbevægelse i produktionssfæren til selvorganiserede beboergrupper og alle slags masseorganisationer.

Beboelse er et stort forbrugsområde, der også er en kilde til mange konflikter - fra folk, der sikrer sig husly ved at besætte ledige ejendomme til lejere, der organiserer lejerforeninger og lejestrejker. Inden for kapitalismen opnår jord og beboelse status som varer og investeringscyklusen i bebyggelse forårsager både perioder med forfald og forringelse af arbejderklassekvarterer såvel som fortrængning, når professionelle og forretningsfolk bruger deres højere indkomster til at overbyde arbejderklassen på boligmarkedet.

Peter Marcuse skriver: “Det modsatte at gentrificering burde ikke være forfald og rømning, men demokratisering af beboelse.”[1] En interessant taktik for demokratisering af beboelse, der er dukket frem USA i de seneste to årtier, er fælles boligfonde, som typisk oprettes som svar på enten stigende huslejepriser og fortrængning eller som svar på forringelser og forfald.

Fælles boligfonde er ejendomskooperativer, der værger medlemmer i et geografisk område og fungerer som en nonprofitudvikler af beboerstyrede bebyggelser. Som en demokratisk medlemsorganisation kan den fælles boligfond bemyndige folk i et kvarter til at bestemme hvad, der bliver gjort med grundene, hvilke servicer der tilbydes i området samt at sikre, at et passende antal beboelser bliver stillet til rådighed til priser som arbejdsfolk kan betale.

Det grundlæggende koncept er at den fælles boligfond sikrer bebyggelse som uafhændelig ejendom, idet den fjerner den fra det spekulative marked. Boliger sælges typisk til beboere i en eller anden form for begrænset billighedsretsligt ejerskab. I det lange løb sikres det, at boligen er til at betale gennem langtidsleje af grunden. En husstand der flytter, skal sælge huset eller lejligheden tilbage til den fælles boligfond til en begrænset pris, for at holde boligpriserne nede. Den fælles boligfond modarbejder således en varegørelse af grunde og bygninger.

Selvorganisering implementeres i forhold til to dimensioner: beboere har kontrol over de bygninger, de bor i, men fællesskabet har beføjelser til at kontrollere huspriser og grundenes brug.

På forskellige tidspunkter har fagforeninger og andre grupper i USA dannet begrænsede brugsforeninger for billige boliger, for at skaffe arbejderklasseboliger til overkommelige priser. Modellen med den fælles boligfond blev udviklet i tresserne for at håndtere problemer, der tenderede mod at ødelægge boligkooperativer for prisbegrænsning i USA.

Problemet er, at nogen som ejer en andel i en boligforening har en personlig interesse i at få den størst mulige pris ved at salg. Derfor finder andelshavere i sidste ende måder at bryde lejekontraktens begrænsninger. Således bliver beboelsen blot endnu et spekulationsobjekt.

Dette sker fordi det større arbejderklassesamfund, som har interesse i at bevare lave ejendomspriser, ikke er en part i markedstransaktionen mellem sælger og køber. Faktisk er dette et tilfælde af negativ eksternalitet.

Den fælles boligfondsløsning på dette problem er, at organisere de folk som ville blive eksternt berørt, så de får indflydelse på denne beslutning. Fælles boligfonde har adskilte medlemskategorier: ejere af prisbegrænsede boliger versus andre i lokalsamfundet som ikke er ejere. Hver gruppe vælger det samme antal repræsentanter til rådet eller bestyrelsen og væsentlige sager med stemmelighed kan tages på generalforsamlinger. Dette sikrer at folk, som ville blive påvirket negativt af brud på prisbegrænsningen bliver repræsenteret og kan forhindre omdannelsen af boliger til ubegrænsede investeringsobjekter.

Der er et andet problem som prisbegrænsningsforeninger er støt på i USA. På grund af koncentrationen af viden om økonomisk organisering i toppen af den sociale pyramide og stor ulighed i det amerikanske samfund, er det ikke alle beskåret at tilegne sig den viden, der ville være relevant for effektivt at administrere bygninger. Hvis lavindkomstgrupper slippes løs i selvstændige foreninger, vil de kunne misbruges af skrupelløse byggeentreprenører eller private ejendomsadministratorer. Administration udført af utrænede amatører skaber nogle gange den slags problemer selv for ejerforeninger med professionelle folk.

Den mere traditionelle tilgang til sociale boliger, enten drevet af statsorganer eller af lokale nonprofit udviklingskooperativer, kommer ud over dette problem ved at koncentrere ekspertise og beslutningsgange i et virksomhedslignende hierarki. Problemet er, at forholdet til lejerne er paternalistisk og at beboerne hverken har nogen kontrol over de steder de bor eller formen på beboelsesmiljøet omkring dem.

Heroverfor er den fælles boligfonds løsning på dette problem at uddanne beboere og udvikle beboernes evner til effektiv administration af deres bygninger. Den fælles boligfond er der for at give vejledning og hjælp, hvis der stødes på problemer. Markedets forsikring om, at "du-er-på-egen-hånd" erstattes af en mere kollaborativ tilgang, hvor viden og risiko deles.

Den fælles boligfond fungerer således som en buffer, der kan beskytte boligforeninger mod det omgivende kapitalistiske samfunds ætsende effekter.

Vi kan forestille os forskellige måder, hvorpå den fælles boligfondsmodel kan udvides. Folk der skal bo i nogle bygninger kunne involveres aktivt i bygningernes udformning, så sådanne nye bygninger tilpasses deres særlige behov og smag.

Fælles boligfonde kan sikre retten til ekspropriation, at tilkæmpe ejendomme fra spekulanter og fraværende udlejere. For eksempel lykkedes det Dudley Street Neighbors, et fælleskab i Boston, gennem politisk kamp at få en begrænset ekspropriationsret.

I byer, hvor der er foretaget besættelser i en større skala, kunne boligfonde bruges som et middel til at bringe dem i overensstemmelse med reglerne og legalisere beboernes kontrol over deres ejendomme på en måde, der forhindrer at grundene og bygningerne bliver til spekulationsobjekter.

Lejere organiseret i lejeforeninger kunne arbejde sammen med en fælles boligfond om at købe udlejeren ud og få kontrol over og kollektivisere bygningen.

I situationer hvor offentlige boligprojekter er i fare for at blive privatiseret kunne beboerne bruge metoden med den fælles boligfond til at holde grunde væk fra det spekulative marked og få kontrol over deres ejendomme.

De sidste mange eksempler illustrerer måder, hvorpå fælles boligfonde kan bruges som en taktik i en løbende klassekamp om beboelsesmiljøer.

Nogle fælles boligfonde i USA har tilvejebragt steder for sundhedsklinikker og børnepasningscentre. Der kunne også gives plads til arbejdskollektiver.

Selvorganiseringsprincippet i den fælles boligfond kan anvendes til services, der er udviklet til lokalsamfund, så de umiddelbare gevinster er i overensstemmelse med de langsigtede visioner om et selvorganiseret samfund. Et netværk af fælles boligfonde, store nok til at dække en hel by kunne for eksempel danne ramme om et netværk af kollektive brugsforeninger eller arbejderforeninger for børnepasning i samme skala.

Den fælles boligfonds eksempel antyder, at vi kan udvikle organisationer, der på begyndelsesstadiet kan spille den rolle, som det Lokale Råd er tænkt som i en deltagerøkonomi, hvor vi har en deltagerbaseret, demokratisk krop til at beslutte hvilke former for service eller hvilke former for økonomisk udvikling eller hvilke former for boliger, vi vil have i kvarteret.

På nuværende tidspunkt er investeringer i hvilken som helst form for socialt boligbyggeri sjældne i USA. Udsigten til at ændre dette afhænger af hvilken kurs den sociale forandring vil følge. Organisering af kampe på arbejdspladsen, fagforeningerne, vil fortsat være en central kraft i forandringsprocessen på grund af deres størrelse og rolle i økonomien.

Jeg forestiller mig en folkets alliance bestående af fagforeninger, beboergrupper og andre masseorganisationer, der finder sammen om en mangfoldighed af sager, der påvirker byboere i deres dagligdag – ikke bare boliger, men sundhedspleje, transport, børnepasning, skoler og andre områder.

Hvis organisationerne ikke bare skal reduceres til udelukkende at blive styret af professionelle kadre eller reduceret til en hård kerne af engagerede aktivister, bliver vi nød til at udtænke måder, der gør det lettere for den gennemsnitlige arbejdende person at blive involveret i bevægelsen. Når folk er nødsaget til at have to jobs eller arbejde tres timer om ugen, for at få det til at hænge sammen er det svært at finde tid til at involvere sig i organisationer. Dette tydeliggør vigtigheden af at skaffe folk mere fritid ved for eksempel at genoplive bevægelsen for kortere arbejdstid uden løntab. Børnepasning der er til at betale er også vigtigt, hvis forældre skal finde tid til at involvere sig i organisationer i lokalsamfundet.

Måden vi organiserer os for at skabe forandring er vigtig for udformningen af det resultat, der venter nede af vejen. Hvis vi udvikler organisationer, der internt blot implementerer virksomhedshierarkier, hvordan er det så forligeligt med deltagerbaseret selvorganisering som et mål? Denne organisationsform sender de forkerte budskaber og udvikler de forkerte vaner.

Hvis vores mål er et samfund baseret på selvorganisering, bliver vi nød til at arbejde på at udvikle bevægelser og organisationer nu som er selvstyrede, organisationer baseret på deltagelse og demokratisk kontrol, såsom fagforeninger selvorganiseret af menige arbejdere. Gennem oplevelsen af direkte kontrol med disse organisationer, kan folk udvikle evner, selvsikkerhed og bedre viden om det system de er oppe imod.

Vi bygger den selvorganiserede by, mens vi kæmper for forandring.

Oversat af Ask Katzeff

[1] Peter Marcuse, "In Defense of Gentrification", Newsday (2. december 1991)