Kameratelefonen

Af Conrad, Friis, Lunding og Poulsen

Langt de fleste mobiltelefoner, der bliver solgt i dag, kan tage billeder, gemme dem på telefonens hukommelse og sende dem videre i en MMS (billedbesked) til en andens indbakke. Bluetooth-teknologien gør at man gratis kan overføre billeder til andre mobiltelefoner samt computere. Med WAB- (internet over telefonnettet) eller Wifi-teknologi (trådløs bredbåndsinternet) har man direkte adgang til at sende billeder til mailadresser eller uploade dem på sin Facebook-, Myspace- eller DKBN-profil.

Men hvilke konsekvenser har det, nu hvor alle har et avanceret overvågnings og distribuerings værktøj lige ved hånden – altid?

Mobilkameraets teknologi gør billede- og videoovervågning til en privat sag. Den ændrer rummet på samme måde, som når Pumpkin og Honey Bunny i starten af Pulp Fiction hiver en pistol op af lommen og erklærer: "this is a robbery!". Konsekvensen af denne folkeliggjorte overvågningsteknik gør, at man må forholde sig anderledes i det offentlige rum, når man ved at en mobiltelefon er fremme. Det ændrer dog ikke kun det offentlige rum, men også de private relationer – for potentialiteten mellem venner og familie er måske mindre, men stadig til stede. Vi bliver alle potentielle stikkere. Og netop potentialiteten og indtagelsen af det private rum er forskellen til traditionel overvågning i busser, på cafeer og på gader. Mobiltelefonen revolutionerer derfor relationerne og gør dem potentielt farlige. Det ved venstreradikale og hærens operative kommando, hvor man til visse møder bliver bedt om at ligge telefonen uden for.

Kameratelefonen: det mobile panoptikon

Det, at der altid er en kameratelefon tilstede, som samtidig virker naturaliseret i alles rumopfattelse, gør, at enhver udskejelse væk fra ’normalen’ kan dokumenteres og potentielt bruges i en ufrivillig udstilling og dokumentering af ’forkerte’ handlinger. (At kameratelefonen konstant er tilstede må man formode, når fx Saddams Husseins hængning blev hemmeligt dokumenteret af den).

På hverdagsbasis kan folk performe identiteter ved fx at uploade billeder fra weekendens fester og hermed fastfryse en bestemt (u)attraktiv identitet. Med en reference til Foucaults panoptikon kan man pege på, at kameratelefonen måske fungerer som et decentralt styringsmedie, der - ligesom panoptikonet - konstant kan overvåge ”fangerne”, således at styringen bliver indoptaget af den enkelte og kommer til at fungere som en upåagtet selvkontrol. Kameratelefonen er det demokratiske og mobile panoptikon, som alle ejer og kan bruge. Alle er fanger og fangevogtere på samme tid, hvilket illustrerer selvledelsen af teknologien.

Her bliver storbyen en landsby, hvor mobiltelefonen indskriver sig som avancerede gadespejle. Normalen kan ikke brydes, jo mindre man er villig til udstødelse fra landsbyens fællesskab på grund af normbrud. Billederne fryser begivenheden fast og kan hindre forsonelse, da beviset på amoralsk opførelse er håndfast – et digitaliseret bevis ligger jo i alles indbakke.

Kameratelefonen optræder i alles hverdag som en subtil disciplineringsteknologi, der igennem sin naturalisering kan udgøre en konstant og potentiel begrænsning.