Neoliberal normalisering af byen

af Jakob Jakobsen, marts 2008

“Vi kan få en drømmepris for den grund, og jeg vil da ikke lægge skjul på, at der er økonomi i det her” - H Thulstrup Hansen, Kulturborgmester i København

“Ud over larm, graffiti og utryghed er mange beboere omkring Frederikssundsvejens skole også bekymret for deres friværdi. Boligerne bliver nemlig mindre værd, hvis et nyt Ungdomshus rykker ind på skolen.” - Thomas Torp, vicedirektør i Danske Ejendomsmæglere

Gentrification er et engelsk begreb, som beskriver den urbane udvikling, hvorved mindre bemidlede befolkningsgrupper af forskellige boligøkonomiske årsager skubbes ud af deres kvarterer af mere velhavende grupper. Det er en proces, som har fundet og finder sted i København, fx. på Nørrebro, hvor de traditionelle beboere af arbejderklassebaggrund er blevet skubbet ud af en yngre mere velhavende gruppe af højere uddannede og den såkaldte kreative klasse.

’Gentry’ er en engelske betegnelse som på dansk betyder ‘adelstand’, så gentrificering betyder egentlig for-adling – eller måske ville den bedste danske betegnelse være ‘forædling’. Der er således tale om en proces, der i forhold til socialklasser, bortfiltrerer det mindre værdifulde og fremmer forfinelse. Og når de processer beskriver forhold, der gælder byer og byudvikling, handler det om at mindre bemidlede beboere fra underklassen bliver skubbet ud af deres boligområder af mere bemidlede beboere fra middel og overklassen. Men gentrificering eller forædling er en sindrig bypolitisk proces som ofte foregår i det skjulte og ofte forklares som en ’naturlig’ udvikling. Hele udviklingen omkring salget og rydningen af Ungdomshuset kan således også betragtes som en del af en større bypolitisk proces og et resultat af den forædlingsproces, der har ramt Nørrebro gennem de seneste 10-20 år. Den tidligere kulturborgmester i København H. Thulstrup Hansen udtalte i forbindelse med salget af Ungdomshuset: “Vi kan få en drømmepris for den grund, og jeg vil da ikke lægge skjul på, at der er økonomi i det her. Hvis vi selv trykte pengene, kunne jeg være ligeglad med, at 20-30 unge får noget ud af huset. Men det er en dårlig anvendelse af en meget udsøgt placeret grund” – et citat som giver en mere strukturel forklaring af baggrunden for de processer, som ledte frem til salget og rydningen af Ungdomshuset.

Gentrificering beskriver, hvordan bestemte bevægelser på boligmarkedet kan gøre det attraktivt for relativt velhavende lønmodtagere og private erhvervsdrivende at flytte ind i relativt fattige kvarterer, hvor boligprisen er lav i forhold til de mere centralt beliggende områder i byen. Gentrificering-begrebet bygger på en marxistisk forståelse af graden af potentiel kapitalmaksimering som en bestemmende faktor for hvor, boligspekulanter, projektudviklere og kapital bliver motiveret til at søge hen. Gentrificeringsprocessen sættes i gang af den såkaldte leje-forskel (rent-gap), dvs. forskelle i boligpriserne på tværs af et geografisk område. Når boligpriserne i et bestemt område er lave pga. bystrukturelle forandringer, fx. udflytning af produktionsvirksomheder som det skete på Nørrebro i 1970’erne, så bliver det attraktivt for nye grupper at købe ejendom i de pågældende områder. Hvis et område som fx. Nørrebro begynder at blive attraktivt for nye mere velhavende grupper, er denne proces en selvforstærkende proces, hvor områder langsomt bliver ‘hippe’, og boligpriserne dermed stiger. Katalysatorer for gentrificeringsprocesser er ofte kunstnere, bohemer og folk med alternativ livsstil, som flytter ind i områder med lave boligudgifter og efterfølgende ændrer området og gør det smart at bo der. Det var den proces, som det skete i Shoreditch i Øst London og i East Village i New York i løbet af 1980’erne og 1990’erne – og som også til en hvis grad skete på Nørrebro i den samme periode. Disse kreative grupper ændrede boligområdernes karakter og igangsatte en prisstigning på boliger, der som regel i sidste ende også er medvirkende til at smider de oprindelige fornyere (kunstnerne etc.) ud af området. Gentrificering er ikke blot en organisk proces, det er en proces som tilskyndes og styres af bystyrerne, planlæggere og ejendomsudviklere, som social-økonomiske strategier for at ændre befolkningssammensætningen og forstærke den økonomiske vækst i byområder.

Når man taler om gentrificering taler man om tre historiske udviklingstrin eller tre former for gentrificering. Første gang begrebet blev anvendt var som beskrivelse af, hvad der skete i en bydel i London i 1960’erne. Den engelske sociolog Ruth Glass brugte i 1964 begrebet til at beskrive, hvordan arbejderkvarterer centralt i London stille og roligt blev invaderet af middelklassen, og hvordan denne overtagelse havde en selvforstærkende virkning. Denne første form for gentrificering beskrev, hvordan unge liberale folk fra middelklassen begyndte at købe billige boliger i Islington og Camden i Nordlondon og på den måde i gangsatte en proces, hvor boligpriserne i en første fase blev presset op, og hvor befolkningssammensætningen i et andet moment blev fuldstændigt forandret i kvarteret. De hidtidige beboeres og deres børn havde efterhånden simpelthen ikke råd til at leje eller købe boliger i kvarterene og blev tvunget til at flytte længere mod nord eller øst på i byen. Denne relativt uskyldige første bølge af gentrificering kalder sociologen Neil Smith for ‘den sporadiske gentrificering’. Den sporadiske gentrificering havde at gøre med fremkomsten af en ny mere velhavende og købedygtig middelklasse, der opstod i årtierne efter anden verdenskrig. I denne første form for gentrificering kan man ikke tale om nogen sammenhængende politisk styring fra lokalpolitikere eller investorer og er baseret på en boligkøber- og forbruger-perspektiv som bestemmende for udviklingen. Hvis vi kigger på København vil udviklingen af Pisserenden i den Indre by nok kunne beskrives som en form for sporadisk gentrificering, hvor hippierne i 1960’erne og 1970’erne stille og roligt flyttede ind og på den måde var med til at udskifte befolkningssammensætningen i det område, som ellers var præget af beboere med arbejderklassebaggrund.

Gentrificeringens anden form beskriver den politisk styrede byfornyelse, som fandt sted i mange byer i 1970’erne og 1980’erne. Denne fase kaldes den systematiske form for gentrificering. I kølvandet på oliekrisen i begyndelsen af 1970’erne fulgte en udbredt urban krise, hvor industrisamfundets bystruktur brød sammen i og med afviklingen af produktionsarbejdet i byerne og utidssvarende håbløse boligforhold. Mange byer i den vestlige verden havde mistet deres evne til at varetage deres egen sociale reproduktion. Svaret på denne krise blev de omfattende og voldsomme byfornyelsesprocesser, hvor kommunen eller lokalregeringen iværksatte overordnede programmer for total fornyelse af hele byområder. Det var denne form for byfornyelse, som ramte den sorte firkant på det indre Nørrebro, hvor store boligområder blev ryddet efter en overordnet plan iværksat af kommunen. Denne såkaldte byfornyelse havde til formål fuldstændigt at ændre området bymæssige struktur. Byfornyelsen i 1970’erne og 1980’erne medførte en systematisk gentrificering og var kendetegnet ved en udbredt forflytning af områdets traditionelle beboere. Den systematiske gentrificering affødte omfattende social uro og blev på mange måder afslutningen på en bypolitisk praksis, baseret på den keynesianske velfærds- og omfordelingstænkning, som gennemstrømmede den politiske rationalitet, der havde været fremherskende siden anden verdenskrig. Den systematiske gentrificering var en overordnet og centraliseret planlagt forandring af visse nedslidte boligområder karakteriseret ved en befolkning med baggrund i arbejderklassen, og denne gentrificering resulterede i en nærmest fuldstændig udskiftning af befolkningssammensætningen i de pågældende områder over en årrække.

Neil Smith kalder den tredje fase for gentrificeringens generelle form. Det er denne form, vi overvejende møder i dag, og som er kendetegnet ved at have global karakter. Der er altså tale om en form, hvor gentrificeringen ikke blot foregår i begrænsede områder og internt i byerne, men nu foregår på en global skala mellem byer og mellem verdensdele. Denne form for gentrificering bygger som hovedregel på markedspræmisser, styres af kapitalinteresser og igangsættes som samarbejdsprojekter mellem offentlige og private interesser. Selvfølgelig foregår gentrificering på forskellige måder i forskellige byer og de tre former for gentrificering, den sporadiske, den systematiske og den generelle, udfolder sig også parallelt med forskellig vægt alt efter de socioøkonomiske sammenhænge, som præger byudviklingen i de forskellige store byer verden over. Men den generelle gentrificering kendetegnes ved, at lokalregeringer og bystyrer ikke længere sigter på omfordeling af samfundets goder, men nu orienterer sig mod samarbejde med og facilitereing af kapital-interesser i byudviklingsprocesserne. Det fri marked er med neoliberalismen generelt blevet accepteret som det styrende princip for byudviklingen, og private og offentlige kræfter arbejder inden for den ramme med det mål at skabe den størst mulige vækst og økonomisk udvikling i byen. Dette sker uden meget interesse for de eksklusioner, som den vækst-tænkning nødvendigvis medfører. Således er gentrificering blevet officiel politik for de fleste bystyrer over hele kloden, men præsenteres som regel under andre benævnelser såsom byudvikling, byforskønnelse eller kvartersløft.

Hvis vi kigger på områder omkring Skt. Hans Torv og Elmegade på Nørrebro, så er udviklingen i det område over de sidste 10-15 år et godt eksempel på en ‘public/private’ fri markedsgentrificering. Hånd i hånd med den private byfornyelse, hvor ejere af ejendomme kunne få tilskud til at istandsætte deres ejendomme og forskønne facaderne, og forældrekøbsordningen, hvor de velhavende kunne købe lejligheder til deres børn på fordelagtige vilkår, blev gaderne, pladser og fortovene fornyet og facaderne renset for graffiti gennem div. kampagner og projekter. Således var der en lang række faktorer, som gjorde at området stille og roligt blev attraktivt for nye velbeslåede grupper. Processen blev meget symbolsk igangsat af fornyelsen af Skt. Hans Torv og opsætningen af den enorme granit-skulptur midt på pladsen i 1993. Den var jo ikke henvendt til de traditionelle beboere i området, som nok hellere ville have beholdt pølsevognen midt på pladsen. Skulpturen og den nye plads var en del af en reorientering af området hen imod middelklasseværdier og smag – hvor kunst selvfølgelig er en særlig vigtig markør. Inden for 10 år er samtlige bodegaer og barer, der lå på pladsen blevet skiftet ud med finere cafeer med en ny smag og et helt nyt klientel. Samtidig er kvadratmeterprisen for ejerlejligheder i området skudt i vejret og i dag er kvarteret omkring Skt. Hans Torv et af de dyreste områder i København – og befolkningssammensætningen er antageligt så godt som udskiftet over 20 år. Dette område er et fint eksempel på tredje bølge gentrificering – hvor privatkapital understøttet af kommunen har været den styrende faktor.

Angrebet på Ungdomshuset og den forestående afvikling af Christiania er en del af en kapitaliseringsproces af byområderne, hvor det ikke tillades at arealer ligger ubenyttet hen eller fungerer efter principper, som er ikke er effektive i forhold til den neoliberale økonomis nådesløse appetit. Man kan godt betragte den neoliberale normalisering af disse områder som en forudsætning for at den generelle gentrificering kan udfolde sig. For Christiania uvedkommen vil det betyde, at der over en årrække vil ske et skifte i befolkningssammensætningen, således at veltilpassede liberale middelklassegrupper med gode kreative jobs vil flytte ind i det kommende såkaldte eksperimenterende byggeri og erstatte alle de oprindelige christianitter: hippier, grønlænderne, koksehovederne og de hjemløse som holdt til i området, som vil blive fjernet eller se sig nødsaget til at finde andre steder at overleve.

Gentrificeringsprocesserne har selvfølgelig mødt forskellige former for modstand gennem historien. Modstanden mod den første sporadiske gentrificering tog ofte form af beboerorganisering eller lokale beboeraktioner, hvor lokale gik sammen for at styrke sammenholdet og bevare lokal fællesskabet. Samtidigt kunne disse beboerorganisationer lægge pres på lokalpolitikerne. Modstanden mod den systematiske gentrificering bestod ofte af udbredte besættelser af tomme ejendomme, som i perioder var efterladt tomme under udflytningen af de oprindelige beboere. Disse besættelser eskalerede ofte og medførte oprør og social uro og var på den måde medvirkende til, at den systematiske gentrificering på mange måder fremstod som en fiasko, da den ganske enkelt skabte for mange problemer for kommunen. Den tredje gentrificeringsfase, den generelle gentrificering, er den vi er konfronteret med aktuelt og den mødes af forskellige former for modstand. Et godt eksempel er selvfølgelig oprøret omkring Ungdomshuset, som efter sigende fik boligpriserne til at falde på Nørrebro – og denne de-gentrificerende effekt er klart blevet dokumenteret i forbindelse med plannerne om at placere et nyt hus på Frederikssundsvej, hvor lokale beboere truede kommunen med erstatningskrav, hvis deres boliger tabte værdi på grund af et nyt hus i området. Thomas Torp, vicedirektør i Danske Ejendomsmæglere, udtalte i den forbindelse: “Ud over larm, graffiti og utryghed er mange beboere omkring Frederikssundsvejens skole også bekymret for deres friværdi. Boligerne bliver nemlig mindre værd, hvis et nyt Ungdomshus rykker ind på skolen. Det får en betydelig negativ effekt for boligpriserne og er bestemt noget, den enkelte boligsælger og -køber vil mærke.” Hvad der er en negativ effekt for boligejerne, er en positiv effekt for andre, bl.a. udstødte og alle former for alternativ livsstil og anti-kapitalistisk adfærd og indstilling. Så graffiti, uro, svineri m.v. kan på mikroplan være en mulig strategi mod den generelle gentrificering og katalysere faldende ejendomspriser. Dog vil det altid vil være en balancegang for et muligt kommende kommunalt sanktioneret Ungdomshus på længere sigt selv at undgå at bidrage til gentrificeringen af den omgivende bydel, ligesom nogle bz-projekter tidligere har gjort fx. i Amsterdam. Således er det en kompliceret opgave at finde effektive modstandsformer mod den generelle gentrificering af vores bydele, men første skridt er en kritisk opmærksomhed overfor hvad der sker på gaderne og i vores opgange.

Billedet er taget Dom Dada og udgivet under Creative Commons