På den anden side af muren lever der ikke mennesker

Af Jeppe Wedel-Brandt

“De undertryktes historie viser os, at den undtagelsestilstand vi lever i, er normen” (Walter Benjamin)

I Rodrigo Plás mexicanske film La Zona (2007) giver et uvejr tre fattige drenge mulighed for at trænge ind i den ‘befæstede enklave’ La Zona (Zonen). De benytter chancen til at begå et indbrud, der går galt, og som ender med, at drengene skyder en dame. Zonens private sikkerhedsværn, samt en flok skydeklare beboere, tropper hurtigt op og får skudt de to drenge, mens den sidste, Miguel, flygter og skjuler sig i en kælder. Hermed er scenen sat til en klassisk filmisk menneskejagt, hvor de rige beboere fungerer som ‘lynch mob’ og hegnet, der skulle holde uønskede elementer ude, omdannes til Miguels fængsel. Det er en grum og – hvis det ikke var for blandt andet en ung rigmandsdreng, der hjælper Miguel – ubærlig historie om en verden, hvor forskellen på rig og fattig er enorm, hvor de rige lukker sig væk fra samfundet i ‘gated communities’ eller ‘befæstede enklaver’, og hvor fattige er irrelevante, farlige og i bund og grund til at skyde ned. Jeg vil ikke foretage en grundig analyse af denne film, men derimod bruge den som afsæt til en diskussion af den virkelighed, den refererer til: Den globale slums undtagelsestilstandslignende situation, som eksempelvis La Zona og Fernando Meirelles og Kátia Lunds City of God (2002) har været med til at skabe opmærksomhed om. Et ‘real life’ eksempel illustrerer, hvad jeg mener.

Året er 1991, stedet São Paulo. I det (efter Godards film) perverst opkaldte ‘gated community’ Alphaville kidnappes en attenårig pige fra tennisklubbens parkeringsområde, hun voldtages og myrdes; mistanken falder straks på ‘folk udefra’, i første omgang bygningsarbejdere (endnu en af disse grupper, der som tjenestefolk, barnepiger og vagter, illustrerer de riges afhængighed af fattigfolk og umuligheden af at holde alle anderledes ude), men i sidste ende arresteres tre fattige mænd. Næste dag viser aviserne billeder af de tre, endnu ikke dømte, der alle er gennemtævede og har fået al ansigtsbehåring raget af, hvilket, som aviserne kunne fortælle, er tegn på, at de var blevet voldtaget i fængslet. Billederne blev ikke vist som chok over et parallelt straffesystem, men som en simpel konstatering. Retfærdigheden var sket fyldest. En ledende politimand kunne tørt oplyse, at mordere og voldtægtsmænd ikke overlevede mere end to dage i det pågældende fængsel (Caldeira, s. 278-279).

Byens endeligt?
Over alt i verden ser vi fremvæksten af to figurer langt fra de klassiske modernistiske byidealer, men to figurer, der ikke desto mindre er absolut urbane. I en tid hvor størstedelen af jordens befolkning for første gang nogensinde er urban (Davis, s. 1), er selve billedet af byen under voldsom forandring. De to figurer, ‘gated communities’ og ‘slum’, kan ses som indbyrdes sammenhængende modsætninger. I Bülent Diken & Carsten Bagge Laustsens analyse er begge udtryk for ‘lejren’. På den ene side, lyder deres analyse, placeres eksempelvis flygtninge (og ‘ikke-statsborgere’) i stigende grad over for krav om samfundsmæssig identifikation uden deltagelse. De er underlagt lovens bestemmelser, uden at kunne deltage i bestemmelsen af den – i stigende grad chikaneret af den, uden dens beskyttelse og uden mulighed for at påvirke den. At disse forhold også gælder verdens fattige, er nok ikke overraskende, men jeg skal argumentere for det om lidt. På den anden side ser vi, hvordan samfundets privilegerede trækker sig væk fra samfundet, ved at flytte ind i ‘gated communities’, hvormed de ikke blot køber sig fri fra deltagelse i samfundets generelle problemer, men typisk også giver afkald på en række personlige friheder og lokaldemokratisk deltagelse. I kontrolsamfundet er det klassiske disciplinerende panoptikon på det nærmeste blevet et privilegium for de rige, de ‘farlige områder’ er dem, hvor der ikke er konstant overvågning og vagtberedskab, og man betaler sig fra at skulle færdes sådanne steder.

Det er i høj grad frygten for ‘mængden’, for de fattige, for samfundet der overalt bryder sammen, der driver de rige mod de ‘befæstede enklaver’. Her en reklame fra 1989 for netop en sådan brasiliansk enklave: “Væk den frie mand, der findes indeni dig. Flyt til Chácara Flora. Her vil du kunne være menneske hele ugen og ikke kun om lørdagen og søndagen. Her kan du indånde ren luft og leve i grønne omgivelser… Her vil du ændre dit liv uden at forlade São Paulo… Total sikkerhed med hegn og vagthus med intercom” (citeret i Caldeira, s. 266)

En anden reklame inkluderer sætninger som: “Retten til ikke at blive generet” og “Adgang tillades eksklusivt beboere. Receptionen kontrollerer alting.” (ibid.) Når frygten bliver det afgørende spørgsmål, bliver spørgsmålet om samfundet reduceret til et rent hobbesiansk om sikkerhed. I neoliberalismens mere og mere synlige samfundsruiner ser verdens privilegerede ingen behov for reformer, der kan skabe retfærdighed, lighed eller blot rimelige muligheder for alle; blinde står de tilbage, forfærdede over stigende kriminalitet og usikkerhed, og ønsker sig en mere militariseret stat, mens de forsøger at købe sig selv ud af samfundet.

Den anden side af dette billede er slummen, der hvor ordenen er krakeleret. Der hvor statsmagten har evakueret tidligere tiders disciplinerende former og nu optræder som chikane og forsøg på kontrol. Det sted de riges frygt refererer til.

Den eksplosive globale urbaniseringsproces har taget en næsten ubeskriveligt accelereret karakter i den tredje verden. Fra 1950 til 2004 voksede eksempelvis Lagos til 45 gange sin egen størrelse, fra 300.000 til 13,4 millioner indbyggere; hvis New York var vokset med samme hastighed, boede dér i dag 553,5 millioner mennesker. I verdens fattigste lande, selv i lande med negativ økonomisk vækst, strømmer landbefolkningen til byerne, hvor de bebor enorme slumområder i ufattelig elendighed.

Ligesom i den første lassiez-faire kapitalistiske periode, hvis sygeligheder er velkendt beskrevet i for eksempel Friedrich Engels’ Arbejderklassens stilling i England (Die Lage der arbeitenden Klasse in England) (1845) og Jacob Riis’ How the Other Half Lives (1889), drives folk i den neoliberale globaliserings tidsalder mod byerne med forfærdelige menneskelige konsekvenser. Med historikeren Mike Davis’ ord fra nyklassikeren Planet of Slums: “Der er intet i kataloget over Victoriansk elendighed, som fortalt af Dickens, Zola eller Gorky, der ikke eksisterer et eller andet sted i en tredjeverdensby i dag” (Davis., s. 86). Denne udvikling er dels resultatet af de nye muligheder for arbejde i byerne og dels af privatiseringer af fælleder og kollektive jorde, og effektiviseringer i landbruget, således at selvforsørgelse eller delvis selvforsørgelse besværliggøres: Som Davis påpeger, er migrationen til byerne i højere grad resultat af umulighederne på landet end mulighederne i byen. Den neoliberale globaliserings pres på omlægningen af staternes økonomiske ageren, særligt gennemført gennem de såkaldte strukturprogrammer, har sønderrevet de spæde forsøg i verdens svageste økonomier på at rette op på elendigheden.. Verdens fattige slumbeboere vader således i lort til halsen, men det er egentlig ikke pointen her at beskrive den materielle horribilitet – pointen er at nærme mig en beskrivelse af den undtagelsestilstand det meste af verdens befolkning befinder sig i. I sandhed er det en hobbesiansk verden, Davis beskriver. En verden hvor de økonomiske kræfter har presset 2/3 af verdens urbane befolkning ud i slum, ud i fornedrelsens og overlevelsens undtagelsestilstand, en verden hvor det virkelig er ‘alles kamp mod alle’. Davis skriver selv, at nogle af denne verdens fortrædelser “tilsyneladende fører os til et eksistentielt ground zero, hvorudover der kun findes dødslejre, sultkatastrofer og Kurtziansk horror” (ibid. s. 198).

I de tidligere europæiske slumområder var risikoen for de rige, både i form af vold, opstand og epidemisk smitte, så stor, at der måtte svares med reformer; dagens neoliberale svar er yderligere privatiseringer. På paradoksal vis er risikoen for den udbyttende klasse i dag på en gang større og mindre. Større fordi mængden af fattige koncentreres i byen, hvilket bevirker, at den geografiske nærhed mellem de der lever i desperat fattigdom, nød og fornedrelse, og de der profiterer på den neoliberale omlægning til stadighed øges. Mindre fordi væksten i sikkerhedsforanstaltninger og ‘gated communities’ reducerer mødet mellem de forskellige klasser til lønrelationen eller det uheldsvangre tilfælde, som i La Zona. Ved at opgive egentlige samfundsændringer er det eneste svar inden for den neoliberale globaliserings horisont mere privat sikkerhed og stærkere mure.

Her er problemet krystalliseret: Undtagelsens generalisering betyder, med Diken og Bagge Laustsens formulering, en ‘evakuering af agoraen’ og byen erstattes af lejren som grundform for samfundets organisering. Sikkerhed bliver det afgørende spørgsmål og mennesket ekskluderes, eller ekskluderer sig selv, fra det fælles. Lejrlogikken reducerer individet til nøgent liv og gør arbitrære forskelle absolutte. Et samfund skabes, hvor den globale elite flyver rundt i helikoptere henover den urbane jungle, og hvor underklassen er koncentreret i flygtningelejre, eller overladt til livet i slummen (Diken & Bagge Laustsen, s. 94).

Den beskrevne situation kan synes at være et isoleret problem, der kun forekommer i såkaldte tredjeverdenslande. Men det er simpelthen ikke korrekt. Dels skulle byer som Moskva og Los Angeles være et tilstrækkeligt empirisk modbevis og dels er neoliberaliseringen og dens konsekvenser en generel global tendens. Som Yann Moulier Boutang skrev i sin bog om de franske forstadsoptøjer i 2005:

“Europa, det gamle Europa, som Donald Rumsfeld kalder det, er stadig en oase af lighed sammenlignet med resten af planeten; men når man tænker på niveauet af arbejdsløshed blandt forældrene og de unge i kvarterene, hvor de franske optøjer fandt sted, må man overveje om det ikke er os, der bevæger os mod den brasilianske model og ikke omvendt.” (Moulier Boutang, s. 11)

Det nøgne liv og behovet for politik
Både denne teksts to indledende eksempler og Davis’ beskrivelser af livet i slummen, kan beskrives som en produktion af det den italienske filosof Giorgio Agamben kalder nøgent liv, hvilket vil sige fratagelsen eller ‘af-stripningen’ af alle positive kvaliteter og rettigheder hos den enkelte, der således blot er liv. Liv uden anden betydning end livets faktum, præcis det Agamben finder i figuren homo sacer. Det klassiske eksempel på denne situation er den nazistiske koncentrationslejr, hvor jøder, romaer og andre blev afnationaliseret og herefter var nøgent liv, der kunne dræbes uden straf. Som nøgent liv må man indrette sig på magtens krav som faktum, da enhver ret er nægtet én. Det nøgne liv produceres ved, at magten ikke længere anerkender det som andet end blot liv og således på sin vis overlader det til naturtilstanden. Et billede det ikke er svært at genkende i den globale slum.

Menneskerettighederne er blevet til netop som mindsterettigheder ved det ‘blot’ at leve, som rettigheder der ikke kan afstrippes den enkelte. Lige siden Den Franske Revolutions første menneskerettighedserklæring (netop kaldt droits de l’homme et du citoyen) har det været påpeget, at det er problematisk, at nogle har de fulde borgerrettigheder og andre kun rettigheder som menneske – hvormed menneskerettighederne ikke ændrer på problemet omkring, at nogle er underlagt love, de ikke har medbestemmelse over. Men problemet stopper ikke her.

Hvis vi følger Agamben, er problemet, at i enhver konstruktion, der indebærer suverænitet, er undtagelsestilstanden og det nøgne liv indskrevet. Basalt sker der i den suveræne relation, der også er lovens relation, det, at zoe (livet som sådan, livs-form) indskrives i bios (politisk kvalificeret liv, formningen af livet). Hermed gives det distinkte kvaliteter (prædikater, etc.) og rettigheder, men når disse så i undtagelsestilstanden fjernes, står ikke zoe (liv uadskilleligt fra dets kvaliteter), men nøgent liv (liv komplet adskilt fra dets kvaliteter) tilbage.

Rettigheder er formelt set givet af magten, mens det nøgne liv netop er karakteriseret ved at være forladt af denne. Problemet er, at menneskerettighedernes subjekt er det upolitiske subjekt, livet som sådan, strippet for alle kvaliteter, hvormed det i bund og grund er offerets rettigheder; enten tilhører de borgeren, der ikke har brug for dem, eller mennesket, der ikke kan bruge dem, da det er reduceret til nøgent liv. Hvem skal eksempelvis befolkningen i et af verdens værste slumområder, Gaza, appellere til over israelske brud på menneskerettighederne, når giveren af disse, FN, er impotent? Eller hvad med de tre brasilianske mænd fra mit eksempel?

Det kan derfor være produktivt at skifte register til en mere aktiv tænkning af såvel samfund som rettigheder, som vi finder den i den franske filosof Jacques Rancières tænkning af ‘det politiske’. Ifølge denne er enhver orden funderet på en eksklusion af nogle af samfundets stemmer, der baserer sig på en distinktion mellem tale (logos) og lyd eller støj (phônê). Mennesket som det politiske dyr er netop defineret ved dets besiddelse af logos, dets evne til tale – det er på baggrund af dette, at den enkelte har del i beslutningen angående det fælles bedste – og enhver orden er betegnet ved at underkende denne egenskab hos nogle af ordenens medlemmer. Således er demokratiet karakteriseret ved dobbeltheden i på én gang at være en styreform, en orden, og samtidig være alle stemmers deltagelse i delingen af det fælles gode, selve umuligheden af orden. Det afgørende moment her er, når nogen aktivt bryder ind i den etablerede orden og gør deres stemme hørt – og således åbenbarer den grundlæggende menneskelige egalitet baseret på besiddelsen af logos. På den måde gøres demokrati til en aktiv størrelse præget af brud og kamp og til noget, der kun eksisterer i det politiske øjeblik, når den etablerede ordens hykleri vises. Herfra kan der ske fremskridt, men demokratiet reduceres uafværgeligt igen til orden, der så må udfordres endnu en gang.

Også omkring rettigheder er Rancières tænkning grundlæggende aktiv. I en kritik af Hannah Arendt og Agamben påpeger han, at: “menneskerettighederne er rettighederne for dem, der ikke har de rettigheder, de har, og har de rettigheder, de ikke har” (Rancière 2004: s. 302). Ifølge Rancière har rettigheder to former for eksistens; som skrevne rettigheder, der indskriver frihed og lighed i fællesskabet (rettighederne for alle); og som rettigheder for dem, der gør denne indskrivning aktiv og skaber en sag til visning af denne indskrivnings magt (ibid., s. 303) Rettighedernes subjekt er “det subjekt, eller mere præcist den proces af subjektivering, der slår bro mellem disse rettigheders to former for eksistens.” (ibid., s. 302) Hermed er menneskerettighederne ikke i første omgang alles juridiske rettigheder, men en grundlæggende egalitær tekst, der kan benyttes politisk af dem, der i en konkret sammenhæng kræver egentligt radikalt demokrati.

Virkelighedens undtagelsestilstand
Når det gælder problemer omkring slum og rettigheder, er problemet ikke så meget en formel undtagelsestilstand, som en konkret, skabt gennem en samfundsmæssig ligegyldighed over for de krænkede. Caldeira viser i sin analyse af den voksende populistiske kritik af menneskerettighederne i Brasilien, hvordan krav om overholdelse af menneskerettighederne for folk i fængsler i slutningen af 1970’erne og starten af 80’erne var bredt støttet. I den periode stod kampen mod militærdiktaturet centralt, og de fængslede, man talte om, var derfor typisk politiske fanger. Mens man fra midten af 80’erne med fokus på fanger, der havde begået ‘almindelig’ volds- og berigelseskriminalitet, oplevede et kæmpe tilbageslag – som det lød på et populært radioprogram: “Og for folk [people] som dem… folk? At behandle dem som folk! Vi fornærmer menneskeheden!” (citeret i Caldeira, s. 344) Pointen er, at spørgsmålet om rettigheder altid er et aktivt spørgsmål om at vise den grundlæggende menneskelige lighed. De fattige er altid en nem syndebuk for de privilegerede. I Brasilien gælder det, at det generelle samfundsmæssige sammenbrud kan forskubbes til et spørgsmål om at få visse folk til at forsvinde. Det er denne samfundsmæssige logik, der må gøres op med.

En af konsekvenserne af den neoliberale omformning af det urbane rum, med væksten i slumområder og ‘gated communities’, er destruktionen af det offentlige rum, hvor forskellige samfundsgrupper kan mødes. Over alt ses en vækst i bygningen af mure; mure mellem USA og Mexico, mellem israelere og palæstinensere, muren omkring EU, murene i São Paulo, de mange mere eller mindre materielle mure af skræk, der holder os på afstand af hinanden. Den slovenske filosof Slavoj Zizek har formuleret det således:

“[D]et er om dem på den anden side af muren, vi fantaserer: De lever mere og mere i en anden verden, i en blank zone, der tilbyder sig som en skærm for projektionen af vores frygt, ængstelser og hemmelige lyster. Subjektet der forventes at plyndre og voldtage, er på den anden side af Muren.”

Det første, der må gøres er således at vælte den neoliberale globaliserings mure, og afvise dens dehumanisering af de fattige. I stedet for blot at konstatere en generel undtagelsestilstand må målet altså være at skabe en fungerende offentlighed, hvor krænkede og ekskluderede kan komme til orde og gøre deres ret gældende. Men hvis vi ikke igen skal reducere folk til ofre, må fokus ikke være på at give en stemme til dem eller at tale på deres vegne, men at lytte efter, bakke op og skabe muligheder for realisering, når de kræver også at have en stemme.

Stemmerne fra dem, der ikke tillades en stemme i dag, må tildeles større rum. Her kan film som La Zona og den bølge af særligt latinamerikanske film, som den er del af, have en rolle som øjenåbnere for, hvordan livet leves på den anden side. Men den virkelige undtagelsestilstands sløve hverdagsmæssige vold kan der ikke gøres op med i en relativt klassisk films spektakulære format. Så meget virkelighed kan det ikke bære. Her må et anderledes sprog til. Den reelle globale undtagelsestilstand er næppe fanget bedre end i Sylvain Georges’ poetisk-dokumentariske film Des Figures De Guerres (Qu’ils Reposent En Révolte), hvor han i en tolv minutters sekvens skildrer, hvordan illegale immigranter ødelægger deres fingerblommer, først med et barberblad, så med en skrue opvarmet over et bål, således at deres fingeraftryk ikke kan identificeres. En sløv og uudholdelig vold, der bryder ind på denne side af muren, uden at kunne jages væk. Det er vores mure, der skærer sig ned i kødet, brænder huden væk på denne verdens fattige.

Litteratur Giorgio Agamben: Homo Sacer: Sovereign Power and Bare Life, Stanford: Stanford University Press, 1998.

Giorgio Agamben: “What is a Camp?”, means wihout end, Minneapolis: University of Minnesota Press, 2000.

Walter Benjamin: “Über den Begriff der Geschichte”, http://www.mxks.de/files/phil/Benja...

Bülent Diken og Carsten Bagge Laustsen: The culture of exception – sociology facing the camp, London: Routledge, 2005.

Teresa P.R. Calderia: City of Walls, L.A.: University of California Press, 2000.

Mike Davis: Planet of Slums, London: Verso, 2006.

Yann Moulier Boutang, La révolte des banlieues ou les habits nus de la république, Paris: Éditions Amsterdam, 2005.

Jacues Rancière: “Who is the Subject of the Rights of Man?”, South Atlantic Quarterly, nr.103.2/3 (2004) pp. 297-310.

Slavoj Zizek: “The Subject Supposed to Loot and Rape”, http://www.inthesetimes.com/article...