Tempelhof og andre huller i Berlin
- om en muligvis mislykket lufthavnsbesættelse

20. juli 2009 tags: Gentrificering Ejendomsret Fælled

Af Lise Olivarius

Berlin er en by fuld af huller. Der er konkrete ar, der stammer fra byens blodige historie – og Berlin er en voldsomt traumatiseret by, der har været scene for mødet mellem fronterne i to verdenskrige og en kold krig. Forskellige måder at bearbejde disse traumer på har skabt nye huller. Tag for eksempel den demonstrative bevarelse af Gedächtniskirchen som ruin – denne særegne erindringsteknik, at fastholde noget som nærværende gennem fravær, er påfaldende i Berlin. En anden form for fortidsbearbejdelse foregår gennem forsøg på at slette en traumatiseret historie, som da lidt for sovjetvenligt klingende gadenavne i det gamle Østberlin blev omdøbt efter murens fald. Sådan bliver Berlins historie til stadighed skrevet, slettet og genskrevet i en kamp mellem forskellige interesser.

Under den kolde krig blev Vestberlin helt konkret afbildet som et tomrum; et hul i kortet over DDR. Men koldkrigs-Berlins mest iøjnefaldende tomrum var selvfølgelig muren og dens omgivende ingenmandsland – et geopolitisk vakuum på et par kvadratkilometer, der fungerede som en stødpude, hvor verdens to blokke ellers ville have kollideret. Efter murens fald blev dette ingenmandsland faktisk bibeholdt et par år som en stor brakmark, der strakte sig fra Brandenburger Tor til det nuværende Potsdamer Platz – mere som et udtryk for rådvild berøringsangst fra bystyrets side end som en reflekteret, respektfuld historiebevarelse. Og det varede da heller ikke mange år, før tomrummet blev indtaget af halvfemsernes kapitalistiske triumftog. Især Potsdamer Platz blev hurtigt mere end noget andet sted i Berlin rum for corporate globalization med sine gigantiske komplekser i stål og glas og ikke mindst sit vartegn, den karakteristiske, cirkusteltlignende Sony Center-bygning. Der skulle ikke herske nogen tvivl om, hvem der havde vundet den kolde krig.

Hullede hegn
Men i dag, tyve år efter genforeningen, kan man stadig finde huller i Berlin, og byen er stadig slagmark for kampe. For som de fleste efterhånden har indset, er historien langt fra slut, selv om neoliberalismens Frie Marked gør hvad det kan for i forlængelse af post-koldkrigsæraens Frie Verden at erklære sig som endegyldig sejrherre over og af stort set alt. Men frihedsretorikken er omgivet af hegn, pigtråd og massivt politiopbud – et hyklerisk paradoks, som byens forskellige kampe om ikke andet kan være med til at synliggøre.

En af disse kampe udspiller sig for tiden omkring den nedlagte lufthavn Tempelhof. Den ligger i Neukölln, et arbejder- og indvandrerkvarter syd for de hippe, turistmagnetiske Mitte-kvarterer. Siden efteråret 2008 har den tidligere lufthavn ligget øde hen som en enorm græsplæne – på kortet afbildet som en stor, hvid klat ingenting – omgivet af kilometervis af hegn og pigtråd, der leder tanken hen på indhegning af fælleder, en af kapitalismens allerældste måder at kontrollere subjekter på.

Indhegningen af ingenting kan virke absurd, men den er et gennemtænkt middel til kontrol af det mulighedsrum, som tomrummet udgør. Der er nemlig lagt planer for pladsen: Bystyret har planlagt at anlægge luksusboliger, en park og et medieimperium som et boost til den allerede påbegyndte gentrificering af kvarteret. Forskellige stemmer har rejst sig i protest mod planerne. Beboere er vrede over ikke at blive taget med på råd, og venstreradikale miljøer har grebet chancen til at gå ind i en mere generel kamp mod gentrificering, neoliberalisering og stigende multinationalt virksomhedsvælde - processer, der ofte fremstilles som naturlige, uundgåelige og uden subjekt, men altså her manifesterer sig som en mere konkret og synlig fjende.

Derfor kaldte aktionsgruppen Tempelhof Squat til offentlig massebesættelse af lufthavnen den 20. juni. Det foregik som en del af de berlinske bz-aktionsuger Wir bleiben alle. Aktionen havde ladet sig inspirere af den danske G13-aktion fra 2007, blandt andet med hensyn til brugen af en åbenhedstaktik – alle planer blev lagt ud på nettet i fuld offentlighed – og et kodeks om ikke-voldelig konfrontation og taktisk diversitet. Luk Lejren – den asylpolitiske aktion, der i oktober 2008 forsøgte at ”åbne” Sandholmlejren ved at klippe huller i hegnet omkring den – er en anden dansk aktion, der er blevet nævnt som inspirationskilde – et andet forsøg på at rive symbolsk hul i neoliberalismen ved at rive konkret hul i det neoliberalistiske emblem Hegnet. Men hvor Luk Lejrens huller var rent symbolske, er der her tale om en egentlig transgression – man vil rent faktisk igennem hegnet; man vil indtage og omdanne et område. Aktivister bliver derfor opfordret til at medbringe overlevelseskit for at kunne holde skansen så længe så muligt – og grej til at grave, plante, bygge, lege og forme området efter lyst og behov.

Aktionens formål er dog ikke bare på den måde at skabe midlertidig forstyrrelse ved at skabe et alternativt byrum her og nu – selv om det i sig selv absolut også har sin berettigelse. Men Tempelhof Squat-gruppen har desuden fremsat tre håndgribelige, positivt formulerede, politiske krav. For det første kræves der åbning af området og fri tilgængelighed for alle. For det andet forbud mod kommerciel udnyttelse af pladsen og den fortrængning af beboere, en sådan udnyttelse medfører. Det tredje og lidt mere ambitiøse krav går på ophør af al kommercialisering, privatisering og gentrificering af byrummet og indførelse af ægte demokratisk, beboerstyret byplanlægning. Det kan lyde lige lovlig himmelstræbende, men ambitionen om at trække forbindelser fra lokalt forankrede kampe til globale, generelle problemstillinger er en pointe i sig selv.

Folkefest blandt vandkanoner
Den 20. juni er en bagende varm, solrig lørdag. Midt på dagen begynder folk at samles på Hermannstrasse i Neuköllns midte et par hundrede meter fra lufthavnen. Kampklædt politi i store mængder dominerer allerede billedet, og de er tydeligvis velforberedte: Rækker af betjente, der ligner rugbyspillere med hjelme og grotesk bredskuldrede, skudsikre veste. Andre betjente, der nærmest ligner transformers iklædt futuristiske rustninger i blank sort. De sidste skulle efter sigende være en specialtrænet anti-demonstrationsstyrke. Over alt bliver folk stoppet og får tasker og rygsække gennemrodet. Glasflasker og spraydåser bliver konfiskeret.

Der er et par tusinde demonstranter i alt. De mest optimistiske har medbragt telte og soveposer, andre har medbragt bolde eller blomster med tanke på at plante dem på pladsen. Det er den slags blødere, gladere former for feel good-aktivisme, der dominerer aktionen, og stemningen er mere folkefest end revolution. Måske på grund af samarbejdet med beboerne.

Hvert øjeblik får man stukket en løbeseddel i hånden. En af dem er en farvet papirlap, der skal placere én i en af de blokke, mængden skal deles op i, ikke efter grad af konfrontation, men med det formål at angribe hegnet fra forskellige fronter på samme tid. Det fungerer ikke rigtig; ikke alle får en lap, mange opfatter ikke konceptet og de folk med farvede flag, der skal lede blokkene, formår ikke at gøre sig synlige nok. Til gengæld lykkes det mængden som én stor, samlet masse at bryde igennem den politiblokade, der har formet sig rundt om demonstrationen udelukkende ved at løbe og skubbe. Politiet tager kun til genmæle med enkelte, spredte peberspray-angreb. Efter en kort, men nervepirrende løbetur – med de førnævnte, temmelig frygtindgydende transformer-betjente i hælene – når man frem til hegnet omkring lufthavnen. Her står endnu mere politi parat på begge sider af hegnet, og inde på lufthavnspladsen tårner enorme, tank-lignende vandkanoner sig op. Det virker dog mere latterligt end truende i den solbeskinnede feststemning, der breder sig i takt med, at aktionen i stigende grad går op i gøgl og karneval. Der bliver kastet konfetti og blæst sæbebobler til sambarytmer fra et dansende stomp-orkester klædt i lyserødt tyl. Pink er i det hele taget den dominerende farve. En anden fraktion har klædt sig ud som sommerfugle, mens andre igen har organiseret sig i en karikatur af en hær, der marcherer rundt iført fjollede hatte og uniformsveste med påskriften ”anti-konflikt-indsatsgruppe” som en parodi på politiets indsatsgruppe af samme navn. En smittende, opstemt energi gennemsyrer folkemængden, men kaos og forvirring er også fremherskende. Det mest målrettede, man kan samles om, er at råbe slagord – ”Tempelhof für alle!” og ”Ein zwei drei – lässt die Wiese frei!” (”Tempelhof for alle” og ”en to tre – slip engen fri”), lyder det med jævne mellemrum. Indimellem bevæger enkelte sig hen til hegnet og rusker lidt planløst og halvhjertet i det. Så rører vandkanonerne på sig, ruller et par meter frem, og folk trækker sig tilbage igen. Ingen af parterne virker særlig ivrige efter konfrontation.

Mod-huller?
Andre steder går det ikke helt så gnidningsløst for sig. Senere på dagen forsøger en black block-agtig gruppe at forcere hegnet et stykke fra hoveddemonstrationen. En civilklædt betjent overmander en af aktivisterne og trækker sit våben – en episode, der siden har vakt debat og forargelse. Der meldes desuden om umotiveret brug af stave og peberspray mod fredelige demonstranter samt selvfølgelig en række arrestationer. Blandt de arresterede kan tælles en klovnehær og en gruppe blomsterbombere (blomsterbombning er en utrolig uskyldig aktionsform, der går ud på at kaste poser med blomsterfrø på græsplæner og jordarealer. Her blev blomsterposerne kastet over hegnet).

Som det ofte er tilfældet med den slags aktioner, har den efterfølgende omtale hovedsageligt koncentreret sig om politivolden og det urimelige i den uretmæssige voldsanvendelse. Man kan vælge at ærgre sig over, at fokus på den måde flyttes fra den oprindelige problematik – gentrificering og udemokratisk byplanlægning – men man kan også løfte blikket og se ordensmagtens voldspatent som en del af problematikken.

Var Tempelhof Squat en fiasko? Der er igen tvivl om, at aktionen kunne være bedre organiseret, og den manglende strukturering udstillede svaghederne ved kodekset om taktisk diversitet. Det ustrukturerede kaos-element afspejlede imidlertid også, at deltagerne ikke kun var fra de hardcore, professionelle aktivistmiljøer, men fra forskellige grupper med forskellige interesser. At besættelsen ikke lykkedes er selvfølgelig en skam, men den glade, kaotiske, inkluderende form for aktivisme har også sin egen styrke og tiltrækning. Man kan vælge at se den høje grad af lokal mobilisering som et vellykket lille stykke direkte demokrati. Og om ikke andet er magtens voldelige karakter endnu engang blevet synliggjort og problematiseret. (At det tyske ord Gewalt både betyder vold og magt kunne man spinde en ende over her.)

Desuden lykkedes det faktisk at gennemføre en lillebitte besættelse: Klokken tre natten til søndag lød en melding over aktionsgruppens WAP-netværk: ”Tempelhof er nu besat af to mennesker og en øl! Flere øl og mennesker ønskes!”

Sådan blev der skabt et lille mod-hul i det store, hegemoniske hul i byen og demokratiet – og Tempelhof Squat gjorde sit for at bidrage til den stadigt foregående skriveproces, der er Berlins historie.