”To inhabit the City”

Af Mette Grønbæk Rasmussen og Tina Helen

Stueetagen i et af Action Dirrittis besatte huse emmer af liv. Det ugentlige stormøde er netop afsluttet og beboere i alle aldre og nationaliteter er på vej i seng. Ejendommen virker en anelse mere træt end det sydeuropæiske gennemsnit, men adskiller sig ellers ikke nævneværdigt fra kvarterets andre huse. Besættelsen, der har stået på i snart 6 år, huser omkring 200 mennesker og er efter mange års kamp omsider blevet legaliseret. Der køres efter helt egne regler og husets ejer modtager hver måned 50.000 euro fra kommunen til husleje - En særaftale, der også ses etableret andre steder i Rom, men langt fra er sædvane. En væsentlig anpart af beboerne, men ikke flertallet, er immigranter.

Action Diritti driver foruden de besatte boligprojekter en række selvforvaltende informations- og koordineringskontorer, hvor det er muligt at søge hjælp i forbindelse med bolignød og relaterede spørgsmål. De pointerer jævnligt over for beboere at den individuelle ret til tag over hovedet er vigtig, men at det er altafgørende, at besættelserne forbliver politiske, så der kan opnås endnu flere boliger i Rom.

Folkene bag Action Dirritti bor selv i de besatte huse. En af koordinatorerne fortæller, at hun som skolelærer tjener omkring 1200 euro om måneden og prisen for et værelse i Rom ligger omkring 500 euro. En omstændighed, der ikke efterlader mange muligheder for en lavindkomst børnefamilie. Ifølge Action Diritti er den stigende boligmangel i et direkte resultat af manglende politik på området og en aggressiv boligspekulation, der prioriterer afkast højere end et værdigt liv for byens borgere.

Selvom det arbejde, Action Diritti primært udfører, foregår på græsrodsniveau, er det lykkedes dem at få en repræsentant i Roms byråd. De har i år indledt samarbejder med forskellige lokaludvalg af den primære årsag, at det er vigtigt at være repræsenteret der, hvor beslutningerne træffes.

Økonomisk krise og boligbehov

I det gamle universitetsområde ligger en af de største og ældste besættelser. Nederste etage er indrettet som mødested med café og scene til brug for de forskellige besættelsers beboere. Meget naturligt danner mødestedet rammen for det internationale stormøde, som Action Diritti har indkaldt til. En del organisationer er mødt op. Flest fra Italien, men også repræsentanter fra Sevilla, Barcelona og Paris.

openhagen var inviteret til at holde et oplæg om den københavnske boligsituation, BZ-historie og de forskellige kampe som udspiller sig i byrummet. Vi kommer omkring aktioner som ”Luk Lejren”, ”Refshalevej”, ”Trampolinhuset” og ”Kirkeasyl”, som eksempler som på kampe for frirum og retten til at bebo byen. Folk er meget interesserede og spørger ind til forskellige ting, men er åbentlyst mest interesserede i den aktuelle boligsituation og muligheden for at besætte i Danmark. Vi fortæller at det indenfor de sidste 3 år, med undtagelse af ungdomshuset, ikke har været muligt at holde en offentlig besættelse i mere end et par døgn og det derfor at svært at tale om nogen decideret BZ-bevægelse. En anden vigtig faktor er, at der langt fra er samme akutte behov i København som i de sydeuropæiske hovedstæder og i særdeleshed Rom. Repræsentanten fra Paris pointerer at sådan var det også i Paris for otte år siden, men at den økonomiske krise har født en helt ny boligbevægelse.

Hvor man i Rom har vedtaget, at antallet af offentlige boliger skal udgøre 20% af boligmarkedet, har man i Paris ikke lagt sig fast på tilsvarende regler. Huslejeniveauet for en offentlig bolig ligger på omtrent en 1/3 af prisen på det frie markedet og det til trods for at huslejerne indenfor de sidste 6 måneder er begyndt at falde. Staten ejer på nuværende tidspunkt omkring 1500 ejendomme og en af de organisationer, der arbejder aktivt på at fordoble dette antal er Jeudi Noir.

Jeudi Noir er en fusion af flere forskellige organisationer, der indså at de arbejdede for samme sag og besluttede at slå kræfterne sammen. Navnet, der betyder ”Black Thuesday”, refererer til den amerikanske krise i 1920’erne og den ugedag, hvor avisen med boligannoncer udkom.

Jeudi Noirs arbejder bevidst med inddragelse af medierne i boligkampen. De har gentagne gange arrangeret fester i forbindelse med lejlighedsfremvisninger og brugt opmærksomheden til at pege på urimeligt høje boligpriser. Helt konkret effektiviseret ved at tilegne sig adgang til fremvisninger offentliggjort i pressen og have et ”fest-crew” ventende om hjørnet, for der efter at benyttet opmærksomheden til en diskusion af boligsituationen og mangelfulde politik på området. En anden af de aktioner Jeudi Noir fremhævede på som værende særdeles succesfuld, var besættelsen af fondsbørsen umiddelbart op til det franske valg, hvor Jeudi Noir afholdt en stor fest og brugte pressen til at få deres budskaber ud. Et halvt år senere sagde præsident Sarkozy at løsningen på byens boligproblemer var flere offentligt ejede boliger – Præcis samme budskab som Jeudi Noir have kørt frem i medierne under besættelsen.

En af de negative konsekvenser ved mediedækningen er, at det er blevet væsentlig sværere at besætte huse i Paris. Fra at man tidligere kunne holde et hus i op til 3 år, er de processer hvorved en klage bearbejdes og politiet rykker ind blevet mærkbart forkortet. Fransk lov holder dog hånden over BZ’erne, hvis de kan dokumentere der ikke var alternative måder at tilegne sig en bolig på og  kan i disse tilfælde være behjælpelig med henvisning af bolig og huslejestøtte.

Netop ”henvisning af bolig” er en af de mærkbare forskelle på den franske og Italienske boligkamp. Hvor det i Rom principielt er muligt at være strategisk i valget af location i forbindelse med en besættelse og efterfølgende opnå tilladelse til at blive i selvsamme bygning, er dette på ingen måde muligt i Paris. Tendensen i Paris er tværtimod at folk henvises til boliger i forstæderne og det øger hermed faren for sociale ghettodannelser og fænomener som ”Urban sprawl”.

Det er gennem aktionerne lykkedes Jeudi Noir at bearbejde generelle fordomme om BZ’ere. Fra at være en gruppe, der primært ansås som kriminelle, hjemløse og stofmisbrugere, er der nu en langt bredere forståelse for de politiske kampe BZ’erne kæmper. De franske myndigheder er desuden blevet mere nænsomme med at rydde besættelser, der har karakter af ”housing” hvorimod mere socialt eller kulturelt motiverede besættelser stadig rømmes effektivt.

Da de to spanske organisationer Collectivo mujers del barrio San Bernado (Sevilla) og Red V de Vivienda (Barcelona) fik ordet, gik vores tolk ud for at amme. Vores sparsomme spanskekundskaber til trods, kunne vi forstå at der i Sevilla findes et såkaldt besat olde-kolle bestående af et uvist antal kvinder mellem 52 og 92 år.

Pointen med mødet var ikke at skabe en fælles konsensus, men at at introducere forskellige europæiske bevægelser for hinanden og give indblik i lokale udfordringer og strategier. Muligheden for samarbejde på tværs er umiddelbart udfordret af det faktum, at de sydeuropæiske besættelser er præget af et akut og lokalt forankret boligbehov fremfor en ideologisk kamp for ”frie rum”, der for øjeblikket synes at præge størstedelen af de nordeuropæiske bevægelsers kampe.

Vi er dog fast besluttet på at holde dialogen og erfaringsudvekslingen kørerende ...