TWISTER

Af Hedonistisk Aktion

“Så mange smukke mennesker koncentreret i ét rum, kan skabe et midlertidigt real life eksempel på et anarkistisk samfund, noget, der praktisk taget ikke er til at forestille sig for dem, som er vokset op i nutidens kapitalismes sterile, koloniserede, håbløse miljøer.” CrimethInc.

“Begærets, kærlighedens og kreativitetens temporalitet har en tæthed som bryder overlevelsens temporalitet, kadanceret af arbejde. Det, der vil erstatte pengenes temporalitet, vil være en begærets tid, en på-den-anden-side-af-spejlet, en åbning mod ukendte territorier.” Raoul Vaneigem

Aldrig har en generation så rasende begæret livet. Aldrig har der været længere mellem de sjældne oplevelser af umedieret subjektivitet, hvor spontaniteten sættes fri. Disse øjeblikke, som udgør temporært levede, sociale alternativer til den herskende orden, zoner for en ikke-hierarkisk og præfigurativ socialitet baseret på fest og spil. Gadefesten Street Dancing Pt. 3 i Hyskenstræde var et af disse sjældne øjeblikke – en kvalitativ gnist i den nat, der til stadighed skjuler dagliglivets revolution, for nu at parafrasere Vaneigem.

Vi vil gerne indledningsvist undskylde for denne teksts ofte højspændte og noget dunkle lingo. Vi er poeter, ikke filosoffer. Vores tanker er ikke udtryk for nogen systematisk tilgang til vores emne, men for en spontan tekstur, der stikker i flere og utvivlsomt modstridende retninger. Det følgende bør således ikke ses som et politisk manifest, men snarere et forsøg på at fremmane en række konceptuelle såvel som sproglige potentialiteter.

Ideen om den festlige opstands emancipatoriske potentialer, festen som politisk kraft, finder vi hos Surrealisterne, hos Situationisterne, hos Reclaim the Streets. Den tradition, som gennem det 20. århundrede har eksperimenteret med måder at tappe festens liminale energier på ­– tappe og kanalisere dem ind i et revolutionært projekt. Vi er børn af Bataille! Vi er børn af Debord! Vi ved at karneval og revolution er snævert forbundne. Vi ved at revolutionær energi ikke kommer fra begæret efter tingtingting, men fra begæret efter skønhed, kærlighed, frihed. Festen er et led i vores strategi – autentisk festivitet kan ikke, netop på grund af dens populære kraft og præfigurative potentialer, skelnes fra dét at forberede en general opstand. Så meget ved vi. Eller for at låne fra Goldmann: Hvis vi ikke må danse, er det ikke vores fucking revolution!

Vores tanker har samlet sig omkring Hakim Beys ideer ­– omkring den Temporært Autonome Zone, der kan forstås som en opstand organiseret omkring festens logik, en opstand, "der ikke angriber Staten direkte, en guerillaoperation som befrier et område (i rum, tid, i fantasien) og derefter opløser sig selv for at gendanne sig senere et andet sted, før Staten kan knuse den. Fordi Staten", som Bey skriver, "primært er optaget af Simulation frem for substans, kan TAZen ’besætte’ disse områder i smug og fortsætte dens festlige formål i en rum tid i relativ ubemærkethed." Sådan forstod vi vores kamp før årtusindskiftet. Før Genova og S11. Da autonomi stadig syntes muligt.

Kontrollens Algoritmer
I dag presses TAZen imidlertid fra alle sider. Sociale centre ryddes og rives ned. Social dissens kriminaliseres og forfølges. I takt med at alle livets områder underlægges markedets logik, i takt med at nærmer os den tilstand, Marx forstod som realsubsumption, presses TAZen i tid og rum. Den kan ikke forsvinde, da den er omringet. Den kan kun skrumpe ind. En hvid dværg i den urbane orden. Kontrollen er i dag ikke primært simuleret men konkret. Simulation, journalister og politikeres skuespil, medvirkede i høj grad til at lukke den TAZ, som Hyskenstræde udgjorde, det er klart. Men kontrollen er langt fra udelukkende simuleret. Siden Genova og S11 har vi oplevet en stigende grad af statslig repression af alle former for dissens.

Frem for en kontrol symboliseret ved "politimandens billede og tv-skærmens absorberende øje" mimer vor tids informationsstat de algoritmer til linkanalyse, som internettets søgemaskiner i dag benytter sig af. Gennem viral spredning via nettets linksystemer kortlægges og hierarkiseres alle afkroge af cyberspace. Internettets nye grænseland blev jo nærmest koloniseret før vi kunne nå at drømme dets muligheder. Denne form for virale kortlægning og kontrol afspejler måden, hvorpå Staten i dag udbreder sin magt via vores sociale, informationelle netværker. Der findes i dag ingen hvide pletter i de officielle repræsentationer, i det urbane væv. Alt er kortlagt og gennemkontrolleret.

Vi kan således ikke længere sætte vores lid til eksodus som nomadisk unddragelse, vi kan ikke forsvinde og blive usynlige for magten. (I dag er usynlighed snarere forbundet med den højeste grad af kontrol. Usynlighed er den dom som Staten afsiger over dem, som i disse år rådner op i Europas lejre). I stedet for Bey, må vi vende os mod Negri, der forstår, at det autonome subjekt altid er "fanget inden for og kompromitteret af den sociale fabriks maskinelle relationer." Vi er indlejret i Nettets kontrol. Vi må søge eksodus hjemme så at sige, der, hvor vi er i direkte konfrontation med magten – "frihed på trods af magten". Vi må forstå vores autonomi som en trængt position indlejret direkte i den urbane orden.

TAZen som Twister
Bemærkelsesværdigt og overraskende er det imidlertid for os at opdage, at netop denne kompression af tid og rum rent faktisk synes at løse et af TAZens grundlæggende problemer for os. Hvordan dens liminale energier sættes fri i en situation, hvor muligheden for at flygte og opleve temporær frihed i skjulte piratenklaver verden over er ’udelukket’. Eksodus hjemme var for os den eneste, men også mindst magiske mulighed, men nu ser vi, hvordan den potentialitet, der knytter sig til TAZen netop opstår og forstærkes i konflikten med den omgivende orden, at det ydre pres netop er det, der skaber det indre liminale brud.

I takt med at TAZen presses sammen i tid og rum accelereres konflikten mellem magt og modstand. TAZens festrum når næppe at åbne sig, før det rekupereres eller Staten lukker det med vold. Dette medfører imidlertid, at den spontane energi, som slippes fri, bliver så meget desto kraftigere. Pres spontaniteten sammen og den eksploderer. Det har Hyskenstræde gjort vist os. I den festlige opstand er der en slags centrifugalkraft på spil, som åbner for transgression ind i en liminal sfære i TAZens indre! Ikke et umuligt udenfor, men et konstituerende indeni! TAZen er en Twister, en kraftig koncentreret storm.

I Twisterens indre hersker den sjældne liminale tilstand, som alle der har taget del i disse festligt karnevaleske situationer har oplevet, og som de sidenhen jagter – en sfære for autentisk festivitet, hvor hverdagens sociale hierarkier og kontrol er suspenderet. Ved liminal forstår vi en æstetisk såvel som spirituel tilstand, en form for andethed eller måske snarere hvad Le Collège de sociologie forstod som "det hellige", noget som så ofte har været sørgeligt fraværende i revolutionære kampe. Denne liminalitet, dette hellige (sorte) hul i den urbane orden, er revitaliserende og præfigurativt, i den forstand, at det omstrukturerer socialiteten til at afspejle livet som det burde være: festen som direkte udtryk for vort begær efter noget andet – en ’øjeblikkelig’ indstiftelse af en alternativ orden hinsides kapitalen.

Udenpå er denne Twister imidlertid et kaos, der gør den umulig at afkode. For de som oplever den eksplosivt centrifugale TAZ udefra udgør den en støjende uorden uden rationale. Det har Hyskenstræde også vist os. Dem som man så danse, blev regnet for sindssyge af dem, som ikke kunne høre musikken. Sådan er det. Aldrig før er en civilisation nået til en sådan foragt for livet. De kalder os sindssyge. Dem som selv er dybt indlejret i et sindssygt system. Om man så stak livet op i røven på jer, ville I ikke ane, hvad der havde ramt jer! TAZen twister normen. Alt omkring den virvles op. Den urbane orden forstyrres, bruddet etableres. Festens kraft er enorm og jo mere dens spontane energi komprimeres, jo mere den presses i tid og i rum, desto kraftigere og mere kaotisk destruerende bliver den.

Karnevalets Anden
Dette umiddelbart kaotiske ydre, som omgiver TAZen, har fået mange til at affeje den festlige opstand som politisk støj, som et afpolitiseret statement. For at rede festens populære kreativitet har man forsøgt at adskille fest og vold – en modstilling der ikke alene er falsk, men direkte ødelæggende for vores forståelse af TAZen som fænomen. Ødelæggende og reaktionær. Den karnevaleske fests potentialer har altid hvilet på truslen om vold. Gennem sine studier af det traditionelle karneval i den nordbrasilianske by São Luís, har Daniel Touro Linger lært os, hvordan desafabo, det at udtrykke akkumuleret vrede og frustration i forbindelse med karnevalet har to ansigter – karneval og briga:

"Karneval, briga og desafabo danner en tæt sammensat, kulturel klynge. Dens særlige kendetegn er, at karneval og briga betegner henholdsvis ‘god’ desafabo og ‘dårlig’ desafabo. Da são-luienserne ser desafabo som et middel til at bringe psykologiske og sociale systemer i ligevægt, repræsenterer karnevalet selv og samfund under kontrol, mens briga peger på det modsatte, selv og samfund ude af kontrol."

I dag hvor det karnevaleske er løsrevet fra sit indskudte interval, hvor det er frit til at dukke op hvor som helst og ofte har tjent som taktisk våben i politiske kampe, er også briga blevet en taktisk mulighed. Der er således ikke tale om ren, men organiseret spontanitet. Muligheden for at festen krydser grænsen til briga er helt central i vores kamp, hvis den ikke alt for let skal kunne affejes eller værre endnu – approprieres. Den festlige opstands deltagere må konstant lege med og manipulere denne grænse mellem karneval og briga. Men det er pogo på en knivsæg. Vaneigem skriver:

"I en traditionel krig overvinder den ene sides ineffektivitet dens andens gennem ren teknisk overlegenhed; i revolutionær krig, stjæler rebellernes taktiske poesi både fjendens våben og den tid, hvori de skulle bruges og berøver dem således deres eneste mulige overlegenhed. Men hvis guerillaerne begynder at gentage sig selv, lærer fjendens deres spils regler, hvorefter en modguerilla kan, hvis ikke ødelægge, så i hvert fald lemlæste en populær kreativitet, som allerede har forkrøblet sig selv."

Lets Twist!
Lad os afslutningsvist vende tilbage til den mulighed som TAZen som Twister synes at tilbyde os. Det er blevet tydeligt, hvordan den trængte position, som TAZen i dag udgør rummer potentialer for en temporær gnist af noget andet. Et indblik i en alternativ social orden baseret på fest og spil. Spørgsmålet bliver imidlertid, hvordan vi kan forbinde disse spredte, trængte zoner i en fælles front. "Hvad spontan kreativitet har manglet hidtil er en klar bevidsthed om dens poesi," skriver Vaneigem. Poesi forstået som spontanitetens organiserende princip. Vi har brug for noget, der kan ordne festens populære spontanitet og udbrede dens energier i tid og i rum – en poetisk struktur at hænge vores begær på. Rasende arabesker. Brændende sonetter.

Vi behøver en myte. Ikke i nogen simpel forstand, ikke som en aborescent fortælling, men som organiserende princip og som en modvirus, der kan sprede sig i modsat retning via kontrollens algoritmiske system ­– en viral poesi, der ville kunne udbrede de spontane energier hinsides TAZens temporære rum og forhindre spontaniteten i at pisse ud i intetheden. Samtidig kunne den tjene til at forbinde de lokalt afgrænsede TAZer i et større system af singulære storme. Det vi kalder på er ikke et program, det er ikke en vision eller et utopi, ikke i nogen snæver forstand, men en bevidsthed om de poetiske potentialer, som vi har i vores hænder. Og i vores fødder. Det og så en fortsat kamp for realiseringen af disse festlige, præfigurative brud på den hverdagslige orden direkte i byens belejrede rum. At danse er at drømme med fødderne. Let’s twist!