Visitationszoner, undtagelsestilstand og politiets stigmatisering

Af Eskil Andreas Halberg
I februar 2004 fremsatte den daværende justitsminister et forslag til vedtagelse om en lov for politiets generelle virksomhed, og i august samme år blev politiloven vedtaget. Denne var en samlet lov for politiets virksomhed, der ikke tidligere fandtes i Danmark. Gennem denne vedtagelse fik politiet i Danmark mulighed for at oprette såkaldte visitationszoner, i afgrænsede perioder og geografiske områder, med politidirektøren godkendelse. Loven trådte i kraft 1 august 2004 (http://www.folketinget.dk/Samling/2...).

Forslaget skulle sikre øget tryghed for befolkningen, ved at give politiet mulighed for at oprette visitationszoner. I disse zoner behøver politiet ikke have begrundet mistanke for at visitere personer, hvad der ellers er normalt i dansk retspleje (Holmberg 2004:3). Denne mulighed for visitationer har politiet siden i stigende grad gjort brug af, især i København, men også i andre dele af landet, såsom Århus, Odense, Aalborg, Aabenraa, Fredericia, Horsens, samt andre byer.

Ved oprettelsen af visitationszonerne oprettes samtidig en række sociale teknologier, gennem kravet om sikkerhed. Heri spiller politiet, statistikken og undtagelsesretten væsentlige roller. 1) Politiets konkrete skøn er, mere end tidligere, afgørende for hvordan visitationerne praktiseres. 2) Statistikken spiller en vigtig rolle, dels for legitimeringen af disse zoner, men samtidig virker statistikken også regulerende. Gennem statistisk materiale om usikkerhed i lokalområdet bliver disse zoner legitimeret og statistikken bliver videre brugt til at regulere disse ’usikre’ områder. Det vil jeg komme ind på senere. 3) Visitationszonerne er en undtagelsesbestemmelse og man må derfor også i mere generelle begreber forstå visitationszonerne som et ekstra-ordinært område hvor særlige regler og ordener gør sig gældende. Visitationszonen er en undtagelsestilstand.

Kravet om sikkerhed bliver et politiske spørgsmål. Sikkerhedsdispositivet eller den sikkerhedspolitiske vending strukturer måden hvorpå der bedrives politik. Herved bliver alternative politiske muligheder indskrænket. Sikkerhed er en bestemt måde at regulere og regere mennesker og ting på.

Politik som menneskeledelse

Visitationszonerne kan anskues som en sikkerhedsteknologi, der tilbyder bestemte ledelsesredskaber til et mere generelt krav om samfundsmæssig sikkerhed. Denne bredere fokusering omkring samfundsmæssig sikkerhed, er hvad man kan kalde et sikkerhedsdispositiv. Dispositivet er en slags styresystem, der med mere konkrete teknologier regulerer og styrer det sociale gennem en sikkerhedsoptik.

Styresystemet er ikke nogens, og der er således ikke nogen ansvarlige for denne type politik. Man kan derfor på den ene side betragte sikkerhedsdispositivet som en abstrakt samfundsmæssig forestilling. På den anden side ser vi nogle meget konkrete teknologier og praktikker der afspejler sikkerhedsdispositivet. Tre af disse sikkerhedsteknologier er politi, statistik og undtagelsesretten, som alle er konkrete eksempler på hvordan sociale praktikker spiller ind som en del af det mere generelle dispositiv. Jeg vil i det følgende kort forsøge, at beskrive hvorledes politi, statistik og undtagelsesretten virker under visitationszoner, og hvilke begrænsninger og kriser disse er et tegn på.

Ordensmagten

Politiet indgår som en af flere foranstaltninger i det jeg har kaldt sikkerhedsdispositivet i visitationszonerne. Det er vigtigt, at forstå politiet som en disciplinerings- og sikkerhedsteknologi og i mindre grad som den enkelte politibetjent. Polititeknologien er den teknologi der konkret opretholder normaliteten under visitationszonerne. Derfor er det helt afgørende, at vise hvorledes politiets praksis foregår.

For den franske filosof Jacques Rancière er politi ikke bare den konkrete politibetjent, der er på patrulje. Politi er en måde at artikulere og ordne et offentligt rum på (Rancière 2001:§ 6 og 7). Det er en måde at definere, kategorisere, navngivning, kortlægning og optælle et rum på (Dikeç 2007). Michel Foucault mener, at kunne se politiet som en ordning af byen. Politiet fremkommer som svar på blandt andet bymurenes nedlægning (Foucault 2008:25), som en måde fortsat at sikre en ordentlig cirkulation af vare, ydelser og mennesker. Under visitationszonen bliver denne normative opdeling af rumme skærpet. Visitationszonen er et forsøg på, at skærpe ordningen af rummet, ved at tildele politiet en række ekstra repressionsmuligheder. De rumlige konflikter skærpes under visitationszonerne. Dette har bl.a. den implikation, at politiet bliver til ordenspolitik og kampen om rummets orden bliver til en politisk konflikt, hvor politiet indgår. Politiets praksis er, at regulere menneskenes adfærd, på baggrund af en opfattelse af hvad der er normalt. Derfor er politiets rolle, at indskærpe over for borgere hvordan man bør bruge det offentlige rum.

Politiets historiske fremkomst opstår, ifølge Foucault, gennem et ønske om at kunne disciplinere byen uden bymuren. Politiet er altså opstået som et svar på byens problem: ”At gøre byen til en art kvasi-kloster og riget til en art kvasi-by, det er det, der er den store disciplinære drøm, der ligger til grund for politiet” (Foucault 2008:369). Politiet er en disciplinær teknologi, der har til hensigt, at disciplinere byen, som fangevogteren disciplinerer fangerne i et fængsel. Det væsentlige her, er ikke, om folk er spærret inde. Det væsentlige for at forstå hvad politiet er, er at teknologien kan sammenlignes med panoptikken i fængslet, fabrikken, skolen og lignende. Politiet er for byen, hvad læren er for skolen. Politiet er indsat i byen for, at holden ’ro og orden’ og organisere byrummet på en normativ hensigtsmæssig måde.

Bymuren var den teknologi som politiet senere blev. Politiet fremkommer gennem opløsningen af den binære ind/ude sortering, som var etableret af bymuren, og politiet er i højere grad en disciplinær teknologi (Foucault 2008:369). Politiets patruljeringer må derfor forstås, som en art disciplinering af mennesker der benytter sig af gaderne. Politiets blotte tilstedeværelse er med til at disciplinere omgivelserne i byen.

Politiets kategorisering af den kriminelle

Politiet har ved flere lejligheder givet udtryk for, at det ikke er normale borgere der bliver ramt af visitationszonerne. Dog er det politiets opgave konkret at vurdere, hvilke personer der er normale og hvilke der er kriminelle typer. Politiet opretholder normen, og det er således normen, der bestemmer kriminelle og normale. Det bliver altså politiets opgave, at kategorisere helt konkret på gader og pladser. For Foucault og Racicére har dette altid været politiets opgave, men under visitationszonerne bliver politiets skøn og kategorisering i endnu højere grad vigtigt. Hvis politiet har en lang række erfaringer med bestemte befolkningsgrupper i et område, eller personer, der er beskæftiget med noget bestemt på bestemte måder, bliver disse erfaringer udgangspunkt for politiets videre arbejde. Hvis den politimæssige erfaring er, at det er bestemte grupper, der ofte deltager i den kriminelle cirkulation, vil det ofte også blive lignende personer, der bliver visiteret.

Det kan givetvis være rigtigt, at disse typer personer ofte deltager i kriminalitet, det er derfor også klart at politiets interesse for disse grupper er større, end gennemsnittet. Normen eller normalfordelingen af hvem ’den kriminelle’ er, bliver altså opretholdt og reproduceret af politiet, fordi politiet selv kategoriserer og stigmatiserer. Dette er præcis politiets funktion: at kategorisere og bestemme ’den kriminelle’. Det interessante er altså, at de empiriske erfaringer og det statistiske niveau, bliver udgangspunktet for sikkerhedsmekanismerne. Flemming Steen Munk siger: ” Vi stopper dem, der påkalder sig politiets opmærksomhed, og så betyder det ikke noget, om folk har sort hår eller ej” (pol.dk 20.02.08). Politiets erfaringer omkring kriminalitet bliver udgangspunkt for politiets virke. Gennem denne erfaring, bliver politiet som sikkerhedsteknologi stigmatiserende, fordi politiet netop herefter sætter særligt ind i miljøer hvor bestemte befolkningsgrupper bor og opholder sig. Polititeknologien bliver altså stigmatisering, gennem en forestilling om et faktuelt, statistisk eller empirisk niveau. Dette fordi statistikken bliver normsættende for hvor visitationszonerne skal ligge.

Undtagelsestilstanden – Politiet som skuespillere

Som det tidligere er blevet præsenteret, må vi opfatte politiet som en disciplineringsteknologi, hvis formål blandt andet er, at opretholde en normaltilstand. Dette sker indimellem ved gennemførelsen af en undtagelsestilstand. Politiets ekstra beføjelser under undtagelsestilstand – visitationszonen - skal ses som et forsøg på, at opretholde forestillingen om ’lov og orden’. Denne specielle situation er på en gang en krise, og en magtdemonstration fra suverænitetens side.

Visitationszonen kan derfor forstås som et opført teater, hvor politiet agerer repræsentant for den normative orden i det offentlige rum (gader, stræder og pladser), hvor der sættes ind med skærpede midler. Dette teater opretholdes så længe politiet fremstår som repræsentant for denne orden, og politiet får tilvejebragt lov, orden og sikkerhed. Kan politiet ikke fremvise synlige sikkerhedsmæssige forbedringer, bryder skuespillet sammen.

Det var netop hvad der skete under uroligheder i vinterferien 2008. Politiet havde i en periode visiteret folk på indre Nørrebro. Men visitationszonerne fremstod ikke som en sikkerhedsmæssig forbedring. Urolighederne eskalerede i stedet. I en mail udsendt til byens politifolk af vicepolitiinspektør Claus Olsen stod der følgende: ”Konsekvensen af vores resolutte indgriben har afstedkommet, at gruppepatruljer og hundevogne virker som en rød klud på de unge. Derfor skal patruljerne fra Beredskabssektion og Hundepatruljen, indtil videre, ikke foretage visitationer i området omkring Blågaards Plads og Folkets Park.” (Pol.dk 22.02.2008). Politiet der netop er den konkrete repræsentant og opretholder af den normative orden – i dette tilfælde på Nørrebro – kan ikke tilvejebringe et krav om sikkerhed. Derfor indskrænker politiet sine egne beføjelser, fordi det pludselig bliver blotlagt, at politiet ikke kan opretholde den normative orden. Visitationerne blev herefter indstillet i en kortere periode. Det blev pludselig klart, at politiets øgede beføjelser under visitationszonerne var et skuespil. De virker ikke efter hensigten fordi de ikke kunne opretholde teaterstykket om lov, orden og sikkerhed.

Statistik som legitimitet

Brugen af statistik og empiriske data i forbindelsen med oprettelsen og varetagelsen af visitationszonerne antager teatralsk karakter. Vi må forstå statistik som en legitimerende anordning, der forsøger at fremvise visitationszonernes virkninger og legitime placering. Politidirektør Hanna Bech Hansen bruger statistiske eller empiriske argumenter både når visitationszonerne resulterer i mange våbenfund og når zonerne ikke resulterer i våbenfund. Ved oprettelsen af zonerne, argumenteres gennem statistikken, der viser hvorledes store mængder af våben cirkulerer i de valgte geografiske områder.

Politiet – herunder politidirektøren – legitimerer efterfølgende opretholdelsen af zonerne både når våbenfundene er få og når de er mange. Der refereres til statistik i begge tilfælde. Hvis der i følge politiet ikke er fundet våben under visitationszonerne, har de haft succes, fordi de har afholdt folk fra at bære våben. Er der fundet store mængder våben, er visitationszonerne også en succes fordi visitationsforanstaltningen har medført, at de kriminelles våben er blevet konfiskeret. Statistikken er således på ingen måde en objektiv eller neutral foranstaltning, men virker legitimerende i forhold til visitationszonerne. Det bliver herved uklart på hvilke præmisser og konkrete mål visitationszonerne er oprettet, og derfor indistinkt hvornår zonerne skal nedlægges. Politiet forsøger, at legitimere zonerne med empirisk argumentation, samtidig med at disse undtagelsessituationer bliver permanente. Samtidig er visitationszonerne også en konkrete sikkerhedsteknologi, der forsøger at regulere cirkulationen af våben og kriminelle. Der bliver forsøgt reguleret gennem det faktuelle, som Foucault påpeger, men det statistiske eller faktuelle får en teatralsk karakter, idet zonerne virker lige meget hvilke resultater de giver.

Lejren og visitationszonen

Bülent Diken og Carsten Bagge Laurstsen citerer GiorgioAgamben for følgende: ”I dag er det ikke byen, men snarere lejren som er det grundlæggende biopolitiske paradigme i Vesten” (Dikken og Bagge Laurstsen 2002:93). Lejren er for Agamben en særlig logik, der efter hans opfattelse i stigende grad træder frem i de vestlige samfund. Lejren er det sted hvor suveræniteten ikke blot findes i form af potentialitet, men udøves i rå og umedieret form (Diken og Bagge Laurstsen 2002:93). Agamben præsenterer forestillingen om det nøgne liv, et liv uden rettigheder, et liv der kan fjernes uden straf. Livet fratages dets menneskelige egenskaber i lejren, der kan betragtes som en permanent undtagelsestilstand, og livet kæmper således alene for sin egen overlevelse.

Det er klart, at visitationszonen ikke er en koncentrationslejr. Det ville være en forfærdelig bagatellisering af koncentrationslejren og en voldsom proportionsforvrængning. Dog bliver det presserende, at udstikke et udkast til en analyse af visitationszonen som en lejr, fordi det forekommer mig, at dele af lejrens logik gennemsyrer visitationszonen. Under normaltilstanden har borgeren en række rettigheder, og såfremt borgeren bliver anholdt tildeles han/hun nogle nye. Der er således en klar distinktion mellem, at være sigtet/anholdt eller ikke. Under en visitation bliver denne binære opdeling uklar, idet man hverken er anholdt eller ’på fri fod’. Den visiterede befinder sig derfor i et limbo mellem fri og anholdt. Denne indistinkte situation er på det nærmeste retsløs, idet det fx ikke er muligt, at klage over politiets visitation.

I visitationszonen bliver krænkelserne derfor intensiveret og den potentielle racisme træder tydeligere frem. Politiets muligheder for overgreb i form af tilfældige visitationer, hvor mennesker beordres til at smide tøjet og en mere lemfældig omgang med retssubjektet forøges. Loven har aldrig i sig selv kunne forbygge dette, og der har således altid været normer, der var bestemmende for politiets og de kriminelles opførsel. Dog slækkes der på rettighederne under visitationszonerne, og lovgivningen for visitationer bliver mere indistinkt. Det er i stigende grad uklart hvad der gør et subjekt til en ’kriminel’, fordi alle i visitationszonen kan visiteres uden forudgående begrundet mistanke. Således bliver alle under visitationszonen kriminelle. Hobbes naturtilstanden er ikke en før-civilisatorisk abstrakt tilstand, men selve rettens ground zero (Dikken og Bagge Laurstsen 2002:97). Således er det retsløse rum og det retslige rum hinandens betingelse. Visitationszonen nærmer sig et punkt hvor suverænen ikke blot er potentiel, men indtræder med umedieret kraft. Under visitationszonen bliver politiets omgang med menneskekroppene mere lemfældig. Agambens beskrivelse af det nøgne liv kan blive konsekvensen af visitationszonen, idet statsmagten (politiet) kan påfører menneskene under disse zoner overgreb uden klagemuligheder. Samtidig bliver hele befolkningsmassen under disse zoner kriminelle idet politiet frit kan visitere hvem som helst.

Visitationszonen handler dog om andet end tabet af rettigheder. Visitationszonen er et skuespil der er tegn på krise. Undtagelsen indstiftes så normaltilstanden kan genoprettes, men det er uvist hvornår normaltilstanden er genoprettet, blandt andet fordi politiet selv bestemmer hvornår situationen er normal. Dette så vi fx ved de statistiske argumenter for og imod opretholdelsen og forlængelsen af visitationszonerne. Undtagelsestilstanden bliver permanent under visitationszonerne. Hobbes’ naturtilstand bliver praksis idet konflikterne øges uden, at borgerne i samme grad har politiske og personlige rettigheder.

Mit foreløbige blik på visitationszonerne har været af deskriptiv art. Jeg har forsøgt, at belyse hvorledes visitationszonen er et forsøg på at opretholde det normales tilstand, og samtidig hvordan politiets praksis spiller ind heri. Jeg har ikke forsøgt, at belyse hvilke former for interesser, der kan være på spil under visitationszonerne. Den videre undersøgelse kan derfor beskæftige sig med spørgmål omkring følgende: Hvem har gavn af visitationszonerne? Hvilke interesser tilgodeses ved disse foranstaltninger og hvilke former for liv bliver undertrykt?

Litteratur

Agamben, Giorgio (2003) Undtagelsestilstanden, Lettre International nr. 01 (pp.31-33).

Diken, Bülent og Bagge Laustsen, Carsten (2002) Indistinktion, DISTINKTION – tidsskrift for idéhistorie Nr. 4, 2002, (pp. 93-111).

Diken, Bülent og Bagge Laustsen, Carsten (2004) I Terrorens Skygge, Forlaget Samfundslitteratur, Frederiksberg C.

Dikeç, Mustafa (2007) Badlands of the Republic: Space, politics, and urban policy, Blackwell Puplishing, Oxford.

Foucault, Michel (2008) Sikkerhed, territorium, Befolkning, Hans Reitzels Forlag, København.

Holmberg, Lars (1999) Inden for lovens rammer, Gyldendal, København.

Ranciére, Jacques (2001) Ten Thesis on Politics, http://abahlali.org/files/Ten%20Theses%20on%20Politics.doc

Artikler pol.dk 20.02.08: http://politiken.dk/indland/article...