Vores kunst er jeres hærværk

Følgende tekst er skrevet i forbindelse med 1. maj 2008: Modstand er i høj grad en kamp om og for de offentlige rum, hvori vi deler vores fælles erfaringer. Disse rum bliver uophørligt privatiseret i byfornyelsens navn, og er som følge deraf ved helt at forsvinde. Bybilledet bliver et rum præget af en bestemt slags interesser og en bestemt smag. Omgivelserne prøver uophørligt at påtvinge de gennemrejsende en bestemt holdning eller en bestemt adfærd, mens byens mure er prægede af økonomiske interesser frem for spontanitet, livstegn og informationer om lokalområdets organisering og drømme. Daglige små katastrofer plager os, uden at vi kan reagere eller gøre noget ved det. I denne undtagelsestilstand prøver magten uophørligt at genskabe samfundet uden at genskabe fællesskabet. De offentlige rum er ikke længere rum, vi alle kan deltage i, men er i stedet blevet en legeplads for en smal elite, der kan boltre sig og tjene penge, mens alle andre er tilskuere. Modstand mod denne erobring af, hvad der burde tilhøre os alle, behøver ikke at være store scenarier med stenkast, knippelslag og hundebid, men kan også være konkret centreret omkring formuleringen af det ultimative kætteri: Kravet om forandring.

Hvis man ikke opfatter demokrati som et absolut flertalstyranni, er det ikke særligt demokratisk kun at lade en stemme komme til udtryk. En enkel og ofte effektiv modstand er at vende magtens sprog på hovedet, som det kendes fra ad-busting, men kunsten er at udfordre magtens sprog. Med spraydåser, spritpenne, tapetklister, papir eller bare ved at bevæge vores kroppe i skæve mønstre kan vi tilbageerobre rummet. Kunsten i gaden (i ordets brede betydning fra ad-busting over teater/happening til andre interventionsformer) er et oplagt alternativ, idet den per definition er gratis og ikke prøver på at sælge dig noget, men i stedet tilbyder dig en oplevelse, et alternativ til reklamens virkelighed. Ingen beder om at få placeret et billboard uden for vinduet, ingen beder om at have graffiti-pieces, plakater, påklistrede fundne genstande, farver, striber, tags eller kruseduller på væggene af sin bolig. Men hvor reklamerne igen og igen opfører et rebelsk psykodrama klar til at blive pakket og markedsført til de ivrigt ventende forbrugere er meget gadekunst frigjort fra økonomiske interesser. I stedet er det en form for mental jiu-jitsu, der foregår i gaderne, hvor det uventede møde er det, der kan vække os fra den tankebedøvende enighedstrance, vi bliver hensat i af organiseret religion, reklamer, valgplakater, billederne i det offentlige rum, hvor den sanselige oplevelse skal bekræfte magten, styrke flokmentaliteten og øge forbruget. Kampen om det offentlige rum er blandt andet en kamp for at skabe nye symboler med ny mening. Dette gøres ikke blot ved at negere magtens billeder, men også ved at oversvømme dem med blæk og nye billeder, der lader magtens billedsprog stå tilbage som meningsløse klatter.

Det virker, som om vi lever i en tid, hvor man kan ytre sin holdning uden at blive slået ned med en riffel, skudt og smidt i en kanal - selv om magten altid gerne vil kriminalisere dem, den er uenig med, eller som er uenige med den, som vi ser det i nul-tolerancepolitikken over for graffiti. Det giver os muligheder for at formulere overbevisende alternativer, for at kritisere den globale kapitalismes destruktive projekt, og den fremmedgørelse, der følger med konsekvent altid at være gæst i et privatiseret rum, følelsen af at være turist når man er hjemme. Man stiller ikke længere de folk, der protesterer,, op ad en mur, men magten skaber stadig et sindssygt samfund ved hjælp af voldsmonopolet og udskillelsen af de uenige. Hvis man skal udfordre det neo-liberale enhedsideal, der insisterer på, at vi alle skal være identificerbare subjekter, alle skal være ”normaliserede”, er det netop forskelligheden og brugen af forskellige identiteter, der er styrken. Den eneste måde at undgå massehallucinationen på er ved at være uenig, også med hvad der er skrevet her. Så vær uenig. Grib dine pensler og spraydåser, klæd dig ud og gå baglæns ned ad gaden. Vi kan kun ændre det overordnede perspektiv ved at ytre os og ved at vise et bedre fungerende alternativ, der forener teori og praksis i handling, men hvor selvkritikken altid sidder i baghovedet som en ladt revolver.

Bliv den forandring, du ønsker skal ske! Til kamp mod den grå by!

Læs mere på www.1maj2008.dk