Af- og overmagt
Rydningen af Ungdomshuset

af Mikkel Bolt

Omkring klokken 7 om morgenen den 1. marts stormede dansk politi Ungdomshuset på Jagtvej 69 på Nørrebro i København. Fra helikoptere firede medlemmer af politiets elitestyrker sig ned på bygningens tag, mens andre blev løftet op til husets øverste vinduer, hvor de fik adgang til huset ved at bryde hul i muren i fjerde sals højde. Før de tungt bevæbnede politistyrker stormede bygningen blev den fyldt med tåregas. De 36 personer, som opholdt sig i huset, blev arresteret.

Aktionen tog bogstavelig talt aktivisterne på sengen, men der kom hurtigt en reaktion på politiets spektakulære og meget brutale fremfærd. Begivenhederne eskalerede og det kom til konfrontationer mellem politi og demonstranter i gaderne omkring huset.

I løbet af få timer begyndte demonstranter at bygge barrikader, idet de skubbede affaldscontainere ud på gaden og satte ild til dem. Når politiet forsøgte at flytte barrikaderne, blev de mødt med sten og andet kasteskyts. Ved femtiden var der flere tusinder på gaden, biler blev sat i brand og der blev bygget nye barrikader hurtigere end politiet kunne fjerne dem. Demonstrationerne spredte sig til Christianshavn, hvor Christiania ligger. I tre dage var København fyldt med vrede unge mennesker, der protesterede mod rydningen af Ungdomshuset. Ikke-voldelige demonstrationer såvel som voldelige sammenstød med politiet satte deres præg på den ellers tilsyneladende så fredelige danske hovedstad. Fra hele landet blev der udkommanderet forstærkninger til det lokale politi, og andre europæiske nationer hjalp ligeledes til med udstyr, taktik og mandskab. Selvom der tidligere i 1980’erne og 1990’erne har fundet langt mere voldsomme konfrontationer sted mellem politi og aktivister i København, så er den nuværende situation mere dramatisk, da den involverer en stor del af den danske ungdom, der er utilfreds med den retning, som det danske samfund har fulgt i det seneste årti. Politiet har ikke tøvet med deres svar og har arresteret mere end 700 personer i løbet af begivenhederne.

Det danske nationaldemokrati

Hverken utilfredsheden eller undertrykkelsen kom som en overraskelse. Siden valget i 2001 har det danske politiske system udviklet en særlig blanding af demokrati, racisme og chauvinisme, hvad vi måske kan kalde nationaldemokratisk autenticitetstotalitarisme. Denne ideologi om dansk nationalisme, der primært udmønter sig i en kultivering af autenticitet og had mod fremmede, er med stor kraft blevet promoveret af Anders Fogh Rasmussens højrefløjsregering. Efter at være kommet til magten i 2001 lancerede Fogh Rasmussen den såkaldte ‘kulturkamp’, der var rettet mod venstrefløjen såvel som muslimer. Kampagnen mod fremmede kan forekomme underlig, da Danmark er et af de mindst blandede lande i den vestlige verden med meget begrænset immigration og strenge immigrationsregler – selv før de blev yderligere strammet i 2001. Men fordi politik er blevet reduceret til et spørgsmål om autenticitet, er selve forestillingen om et multikulturelt samfund blevet iscenesat som en trussel. Forskansning har været svaret på en globaliseret verdens udfordringer. Muhammed-tegningerne sammenfattede det, der udgør et sammenhængende kulturelt korstog mod muslimer i Danmark. Tegningerne handlede på ingen måde om ytringsfrihed: de var endnu et forsøg fra Jyllands Postens side på at provokere og dæmonisere muslimer. Statsministerens håndtering – eller rettere manglende håndtering – af affæren var symbolsk for denne holdning, der anser ‘fremmede’ som uvillige til at lade sig ‘integrere’ i det danske samfund.

Kulturel heterogenitet og kosmopolitisk sensibilitet er ikke en mulighed for en regering, der er afhængig af støtte fra det eksplicit racistiske Dansk Folkeparti. I 1998 fik partiet 13 pladser i Folketinget efter at have ført en kampagne alene baseret på had mod fremmede. Denne situation tvang ikke blot andre højreorienterede partier men også den socialdemokratiske regering til at reagere. Socialdemokratiet valgte at involvere sig i kampen om de racistiske stemmer og strammede ved flere lejligheder de danske immigrationsregler efter juni 1998. En række danske dagblade – eksempelvis Ekstra Bladet og BT – var med til at bane vejen for denne udvikling ved at ‘afsløre’, hvorledes flygtninge ‘misbrugte’ det offentlige system i Danmark.

Da den amerikanske præsident efter 9/11 indledte ‘krigen mod terror’, der reducerede spørgsmålet om global (u)lighed mellem rige og fattige nationer til en kamp mod terrorisme, blev racismen endelig fuldt legitimeret i Danmark. Fogh Rasmussens Venstre vandt valget i 2001 og dannede sammen med Konservativt Folkeparti regering – støttet af Dansk Folkeparti, der opnåede 12 % af de afgivne stemmer. I modsætning til for eksempel i Frankrig, hvor det lykkedes at isolere Le Pens Front National, så er Dansk Folkeparti regeringsbærende parti i det danske folkestyre og har således stor indflydelse på formuleringen af regeringens program. Ikke overraskende har yderligere stramninger i flygtningelovgivningen spillet en central rolle i regeringens politik; stramninger som har gjort det særdeles svært at opnå asyl i landet. Men forsvaret for danske værdier mod truslen om en muslimsk immigration har blot været en streng i den nye regerings politik. En anden streng bestod i at støtte George W. Bush og bakke aktivt op om ‘krigen mod terror’. Den danske regering har været med fra starten, Fogh Rasmussen har trofast fulgt Bush og Blair hele vejen fra Afghanistan til Irak, hvor danske soldater stadigvæk er aktive.

Den xenofobiske kampagne mod muslimer blev samtidig ledsaget af et angreb på alt, hvad der kunne opfattes som venstreorienteret i den lokale politiske kultur. Ifølge regeringen har landet behov for at blive renset for gamle venstreorienterede og 68’er-agtige idéer, der truer med at ødelægge det danske samfund og give køb på et sammenhængende dansk fællesskab til fordel for et ‘uægte’ multikulturelt samfund.

I hidtil uset omfang har regeringen og dens støtteparti forsøgt at lægge pres på en række offentlige institutioner som DR og universiteterne og krævet at disse distancerer sig fra ‘farlige’ 68’er-tendenser. Tidligere ansatte på DR har berettet om en kraftig stigning i forsøg på at påvirke programmer, og universitetssystemet gennemgår aktuelt en forvandling, hvor idéer fra erhvervslivet erstatter forestillinger om Bildung og autonomi. Støtte til skoler og hospitaler reduceres samtidigt. I denne situation, hvor regeringen er engageret i et storstilet forsøg på at give en særligt dansk neokonservatisme hegemonisk status, var Ungdomshuset og Christiania irritationsmomenter. På hver deres måde har disse to steder været i stand til at skabe alternative fællesskaber med værdier, der ikke er 1:1 kompatible med regeringens planer.

Fra Zetkin, Luxemburg til Einstürzende Neubauten

Ungdomshuset repræsenterede en livsstil, der stod i diametral modsætning til dén, regeringen promoverer. Huset stammer fra 1897, hvor det blev kaldt Folkets Hus, og det har spillet en central rolle i arbejderklassens historie, ikke kun i Danmark, men også internationalt. Det var her, at den tyske socialdemokrat Clara Zetkin erklærede den 8. marts for Kvindernes Internationale Kampdag, Rosa Luxemburg holdt tale i huset, og det samme gjorde Vladimir Ilyich Ulyanov, bedre kendt som Lenin. I 1918 var huset udgangspunktet for en større demonstration mod arbejdsløshed, der kulminerede med stormen på Børsen. Efter Anden Verdenskrig var det primært forskellige fagforeningsgrupper, som benyttede huset. Det stod tomt i 1960’erne, og blev senere købt af en supermarkedskæde, der ønskede at rive bygningen ned, men på grund af husets historiske værdi, modsatte kommunen sig dette. I nogle få år benyttede et folkemusikensemble huset. Endelig i 1980 købte kommunen det, men huset forblev tomt. Året efter besatte en gruppe autonome bygningen og krævede et ungdomshus. Huset blev ryddet et par gange, men hver gang besatte de autonome det igen. Til sidst besluttede den socialdemokratiske borgmester Egon Weidekamp at give huset til en gruppe af besættere. Dette satte dog ikke en stopper for uenighederne, og brugerne af huset har siden da været i konflikt med de lokale myndigheder og med politikere, som har fortrudt, at huset blev overhændet til de unge. I 1980’erne og 1990’erne var Ungdomshuset scene for dele af den danske undergrund. Punk og anarkisme blomstrede i huset, og musikere som Björk og Einstürzende Neubauten gav koncerter dér, før de blev verdensnavne. Et bredt spektrum af kulturelle aktiviteter udfoldede sig med omdrejningspunkt i Ungdomshuset. Unge, som ikke rigtigt passede ind andre steder, kunne hænge ud i huset og leve hinsides de krav, deres forældre eller andre stillede til dem. Her var det muligt at eksperimentere med musik og politik uden for musikindustriens kommercielle kredsløb og det politiske partisystems stivnede strukturer. Samtidig var Ungdomshuset vigtigt, da leveomkostninger for unge i København steg markant op igennem 1990’erne, hvad der gjorde det svært for unge at leve i byen. Der var meget få kulturelle aktiviteter, der ikke kostede penge, og Ungdomshuset var et alternativ til de dyre caféer, barer og klubber.

I 1999 besluttede kommunen imidlertid at sælge huset. Som et medlem af Dansk Folkeparti formulerede det:

“Det korte af det lange er, at jeg er dødtræt af at høre om det her Ungdomshus, så lad os hurtigst muligt få sagen afgjort, revet det ned, simpelthen jævnet med jorden.”

Men der viste sig at være meget få interesserede købere. En af dem, der meldte sig, var den højreorienterede kristne sekt Faderhuset. Kommunen afviste på daværende tidspunkt imidlertid Faderhuset som seriøs køber. Men efter et bizart forløb lykkedes det alligevel for Faderhuset at købe bygningen i 2000. Siden da har sekten insisteret på at få de unge ud af huset. Ifølge Faderhuset er de involveret i en kamp mod ugudelige elementer – kriminelle, muslimer og homoseksuelle – og erhvervelsen af Ungdomshuset er første trin i et omfattende projekt, hvor syndere skal fordrives. Kommunen bakkede op om aftalen, støttede sekten og kriminaliserede dermed en af de mere levende kulturelle scener i byen. Selvom brugerne havde fået huset foræret tilbage i 1982, var der ikke noget at gøre – politikerne overlod sagen til politiet. Retssager og forhandlingsforløb ændrede intet, og scenen var klar til det, der fandt sted i dagene omkring den 1. marts 2007.

Begyndelse eller afslutning?

Den 5. marts begyndte bulldozere og en stor hydraulisk gravemaskine så at rive huset på Jagtvej 69 ned. Under massiv politibeskyttelse fjernede maskerede arbejdere ethvert spor af Ungdomshuset, inklusiv graffiti på omkringliggende gavle og huse. Siden nedrivningen er pladsen i folkemunde blev omdøbt til ‘Ground 69’, og det har været udgangspunkt for en række forskellige aktioner. Lørdag den 17. marts lykkedes det for en gruppe protesterende at smide mere end 10 tons jord på grunden med det formål at lave en have med blomster og træer. Over hele byen har folk forsøgt at generhverve sig det offentlige rum. Tusindvis af gader og veje ikke kun i København, men overalt i Danmark, er blevet omdøbt ‘Jagtvej’. Studerende fra Det Kongelige Danske Kunstakademi forvandlede med et stort banner på Charlottenborgs facade akademiet til ‘Det Kongelige Danske Ungdomshus’. Politiet har hver gang ikke været sene til at reagere og har hver gang nidkært forsøgt at fjerne ethvert tegn på protest eller fremstille det som kriminelle, samfundsundergravende aktiviteter. Der har været mange tilfælde af politibrutalitet, tilfældige arrestationer og ulovlige ransagninger. Myndighederne synes fast besluttede på ikke blot at ødelægge et af de få fristeder i København, men skabe en stemning af frygt. Men demonstranterne er en del af det danske samfund og vil forblive med at være det, også selvom de fængsles eller kriminaliseres.

Den største stupiditet udvises således uden tvivl ikke af de voldelige demonstranter. Regeringen og de lokale myndigheder har afvist at indgå i dialog med de unge. De benægter, at der overhovedet er et problem, og forsøger at ekskludere de unge fra det nationale fællesskab. Ifølge politikere fra både venstre- og højrefløjen var vi blot konfronteret med uansvarlige 13-årige, der ikke havde fået en ordentlig opdragelse af deres forældre. Længere var den ikke. Det er med andre ord ikke noget politisk problem: børnene er bare ikke blevet opdraget godt nok. Der er simpelthen ikke nogen politiske subjekter at indgå i dialog med. Samtidig er det ifølge politikerne i virkeligheden slet ikke et dansk problem, da de mest voldelige ballademagere faktisk var fremmede, i det her tilfælde unge fra Sverige og Tyskland.

Det er svært at sige, om de unge demonstranter vil være i stand til fortsat at udtrykke deres modstand. Men da kommunen presser på med normaliseringen af Christiania, er der lagt op til yderligere konfrontationer. Et bredt spektrum af unge afviser den aggressive kulturelle ensretning, der fejer over Danmark og den vestlige verden. Det danske engagement i Irak har uden tvivl destabiliseret det politiske system, men lige nu er det ikke er muligt at pege på en levedygtig protestbevægelse, der er i stand til at rette en gennemgribende kritik af den etablerede orden. Lige nu, er det reaktionen, der har overtaget.

Oversat af forfatteren.

Oprindeligt publiceret i Radical Philosophy, nr. 143, 2007.