Københavns afslutning?

Af Stewart Home

Optøjerne i København i begyndelsen af marts blev kort efter fulgt af et længe planlagt og meget forsinket “Seminar om den sitituationistiske bevægelse i Skandinavien” i Folkets Hus (15. og 16. marts 2007). Jeg var inviteret til den sidste og forsøgte, så vidt det var muligt, at følge nyhederne om det første, selvom grundig information var svær at få fat på, både i England og på engelsk på nettet. De britiske nyhedsmedier gav ikke optøjerne i København meget dækning, mens de løbende bulletiner på tjenester som Indymedia var fragmenterede (men brugbare).

Så vidt det er muligt for mig at se, ligger rødderne til de nylige optøjer i den fortsatte demontering af den skandinaviske socialdemokratiske velfærdsstat og disses erstatning af neoliberale former for antisocial desorganisering som pioneret af borgerskabet i USA og England. Den specifikke anledning for denne seneste bølge af modstand var beslutningen fra Københavns Borgerrepræsentation d. 8. februar 2007, om at give den endelige godkendelse til nedrivningen af Ungdomshuset på Jagtvej 69 i København. Ungdomshuset var blevet bygget af arbejderbevægelsen i 1897 og havde været et besat kulturhus siden 1970erne. Det havde en særlig symbolsk betydning, da der her i 1910 blev afholdt en International Kvindekonference, hvorunder 8. marts blev erklæret Kvindernes Internationale Kampdag.

Bygningen på Jagtvej 69 var blevet solgt af Københavns Kommune seks år tidligere til en fundamentalistisk kristen sekt, kaldet Faderhuset, der så Ungdomshuset både som et arnested for aktiviteter, de ønskede at bekæmpe og som en mulighed for at tjene penge. De vildledte reaktionære fra Faderhuset var af den overbevisning, at de opfyldte “Guds vilje” ved at “frelse de unge fra fordærv”. Efter nedrivningen af Ungdomshuset annoncerede røvhullerne bag Faderhuset, at de efter at have “frelst de unge” nu ville “kurere de homoseksuelle for deres sygdom”. Agendaen for de neoliberale politikere, der leder borgerrepræsentationen, ser ud til at have været at arbejde sammen med Faderhuset om at homogenisere det danske samfund, mens den uundgåelige vrede, Ungdomshusets nedrivning uvilkårligt ville afføde, skulle overføres på de kristne fundamentalister.

Ungdomshuset blev rømmet 1. marts af politifolk, der brugte helikoptere og andre overdrevent voldsomme teknikker. Dette blev efterfulgt af demonstrationer, optøjer, massearrestationer og nedrivningen af Ungdomshuset. Da jeg ankom til København d. 13. marts, virkede bevægelsen af modstand til at være, i det mindste midlertidigt, brudt. Regeringen havde indført undtagelsestilstand i områderne Nørrebro og Christianshavn i København, og blandt andet kunne politiet stoppe og ransage én, uden at give en grund til chikanen. Ikke så få folk fortalte mig, at de var blevet tæsket af panserne. Der var også rapporter om højrefløjsgrupper, der gik amok, mens politiet vendte det blinde øje til og tillod dem at smadre cykelbutikker og lave brændende barrikader af stjålne biblioteksbøger, så disse meningsløse udtryk for fascistisk vold kunne bebrejdes venstrefløjen og således svække opbakningen til kampen mod gentrificeringen af den indre bys arbejderklassekvarterer.

Jeg blev gentagende gange fortalt, at de arresterede var blevet anklaget kollektivt (i nogle tilfælde helt op til fyrre af gangen) og varetægtsfængslet en uge eller to for deres påståede deltagelse i optøjer uden ret til en individuel retssag, på trods af manglende bevisførelse fra anklageren. Jeg fik at vide, at der var 200 aktivister i fængsel, da jeg kom, og at autoriteterne gennem massearrestationer af op mod 600 i alt (flest ikke-danske) havde haft held med midlertidigt at standse kampen. Politiet koncentrerede sig om at arrestere ikke-danske og deportere dem, på trods af at flertallet af dem, der blev smidt ud, havde EU-borgerskab og således havde ret til at være i Danmark. Årsagen til disse deportationer var, at magthaverne ønskede at få det til at se ud som om, problemerne blev skabt af fremmede ballademagere og intet havde med lokale kampe at gøre! Mindst én kvinde fik sin lejlighed ransaget og blev fængslet alene for at have fremmede gæster (der selvfølgelig blev deporteret). Jeg så ikke nogen optøjer, selvom der stadig var synlige brændemærker på gaden, hvor der havde været kampe.

Mængder af politifolk i kampvogne var parkeret udenfor ‘Seminaret om den situationistiske bevægelse i Skandinavien’ på konferencens første dag. Mange af de tilstedeværende unge aktivister var blevet skræmt af deres første erfaringer af voldsom politiundertrykkelse, og mens de stadig var trodsige, var de varsomme med at kæmpe mod politiet. Folkets Hus, der tjente som rum for konferencen, var blevet stormet og smadret af politiet i eftervirkningerne af optøjerne. Konferencen var bestemt elektrificeret af de politiske udviklinger i København, og mens mange af de tilstedeværende aktivister ikke var bekendte med Situationisterne, var de bestemt villige til at sætte sig ned og lytte til enhver ting, der kunne give dem en måde at forstå, hvordan de kan føre deres kamp videre. Diskussionen virkede bestemt behjælpelig i den sammenhæng, men kun når den blev koblet samme med en bredere ramme af debatter og aktiviteter (hvilket var tilfældet, særligt i de mere uformelle sessioner). Efter en introduktion ved organisatorerne Mikkel Bolt & Jakob Jakobsen, tog Tom McDonough og jeg den evige diskussion om Guy Debords rolle i forhold til de forskellige Situationistiske Internationaler og hvordan denne muligvis kan redegøre for marginaliseringen af de skandinaviske situationister i historiske beskrivelser af bevægelsen. Selvom vores positioner var nær ved diametralt modsatte, og jeg argumenterede for en større anerkendelse af særligt Asger Jorns rolle, forblev diskussionen venlig. Kunsthistorikeren Karen Kurczynski var næste, der var på, og hun talte om produktionen af tidsskriftet The Situationist Times. Ind i mellem var der kaffe og uformel diskussion. Den første dag inkluderede også oplæsningen af en erklæring fra den situationistiske maler Hardy Strid (Anyone Can Be A Situationist), fulgt af Lars Morell og Carl Nørrested, der talte om situationistisk film set fra et skandinavisk perspektiv. Dagen afsluttedes med en screening af den sjældent sete korte So ein Ding (1961); der, selvom Albert Merz er angivet som instruktør, er en kollektiv skabt film mellem ham, Gruppe SPUR og Jørgen Nash (Asger Jorn finansierede selvfølgelig filmen).

Den anden dag havde en temmelig anden tone, begyndende med en passioneret tale fra et par tyske aktivister akkrediteret som Zwi Negator; dette bidrag kom fra den mere interessante ende af den ‘Anti-Deutsche’ bevægelse. Zwi og Negator brugte situationisterne som et springbræt til at få folk aktivt involveret i politik og var tydeligvis langt mere interesserede i dette end en korrekt vurdering af bevægelsens historie. Herefter interviewede Karen Kurczynski Jacqueline de Jong omkring hendes deltagelse i den Første og den Anden Situationistiske Internationale. De Jong var sjov omring de situationistiske mænds sexisme, og hendes redegørelse for hvordan hun forblev på venlig fod med Guy Debord og Michele Bernstein efter de offentlige brud, undergravede det latterlige billede af strenghed, de franske situtationister foretrak at kaste over sådanne forhold; de Jong var dog mere direkte kritisk overfor den Anden Situationistiske Internationale. Hvad de Jong havde at sige forstærkede de konklusioner, jeg allerede var nået til; nemlig at der er meget interessant i situationistisk teori og praksis, og at det det være en fejltagelse at tage enten den Første eller den Anden Situationistiske Internationale alt for seriøst som en organiseret politisk kraft. Efter frokost talte Peter Laugesen om hans tid med situationisterne, og om hvordan alt arbejde skete på fransk da J.V. Martin var leder af den debordistiske fraktion i Skandinavien, på trods af det forhold at Martin ikke talte sproget. Laugesen talte elegant og passioneret om forskellene mellem fransk og sprog som engelsk og dansk; og hvordan dette resulterede i, at Guy Debord manglede evnen til at forstå angloamerikansk og skandinavisk kultur (fordi han kun læste fransk). En åbenlys konklusion i Laugesens tale var, at Guy Debords intellektuelle begrænsninger og snæversynethed var en væsentlig medvirkende faktor i bruddene mellem de såkaldte kulturelle og politiske fraktioner i den situationistiske bevægelse. Herefter ændrede Fabien Tompsett tonen i programmet med et inspirerende indlæg om matematik og revolution. Dette blev fulgt af Jakob Jakobsen, der interviewede den engelske maler Gordon Fazakerley, om den tid han levede i det situationistiske Bauhaus, et kollektiv i det sydlige Sverige; og jeg sad tilbage med det indtryk, at kollektivets ledende ånd, Jørgen Nash var en endnu mere imponerende bondefanger end Guy Debord. Det ser ud til, at Nash ikke blot flåede sin bror Asger Jorn for penge til at betale den Anden Situationistiske Internationale, han forfalskede også billeder og solgte dem til rige kunstsamlere for at holde sit kollektiv kørende (og fuskede ydermere den svenske stat for penge til at lave ‘landbrugsmæssige forbedringer’). Konferencen sluttede med en gruppedebat, der ikke helt formåede at samle det hele, men dog formåede at bringe de to dages meget livlige debat til en afslutning.

Efter konferencens afslutning deltog jeg i en gadefest, et forfejlet forsøg på at aflede politiet mens andre aktivister forsøgte at besætte en ny ejendom til erstatning for det nedrevne Ungdomshus. Næste dag (lørdag) troppede jeg op ved grunden for det ødelagte Ungdomshus, der nu kun er en byggegrund, hvor det var blevet planlagt, at vi skulle skabe en ‘Folkets Park’. Der var omkring 25 aktivister til stede, da et par biler med jord, træer og andre materialer kørte op. Mens vi forsøgte at læsse tingene af bilerne, kom politi fra en kampvogn og stillede sig i vejen. På dette tidspunkt var panserne svagt i undertal, og de forsøgte ikke at fjerne os fra grunden før flere vogne fulde af forstærkninger ankom og der var flere af dem end os.

Gennem min tid i Skandinavien blev det klart for mig at et af nøglepunkterne, der må adresseres er gentrificeringen af arbejderklassekvarterer i København med en spekulationsboble baseret på boligpriser, der bruges til at holde økonomien oppe. Jeg har set, hvordan det har ødelagt London og jeg håber virkelig ikke, det samme sker i Danmark. Der er modstand mod denne proces, men selvom jeg ved, at de neoliberale taber i det lange løb, så de her ud til at have vundet den umiddelbare kamp. Ungdomshuset var blevet nedrevet og lokale aktivister chokeret og lammet af graden af undertrykkelse omkring dette. Før jeg kom til København, havde jeg 8.marts skrevet på min blog: “Hvad, vi behøver at arbejde på, er at sammenkæde alle de forskellige kampe. Kampen for det nu nedrevne Ungdomshus i København skal kædes sammen med kampen mod islamofobi og alle andre former for racisme både i Danmark og resten af verden”. Desværre så jeg ingen tegn på, at dette skete, mens jeg var i København.

Da jeg kom hjem fra Danmark, blev jeg pissesur over at læse en tekst af Alex Foti med titlen “The pink rebellion of Copenhagen, Danish youth revolt and the radicalization of the European creative class”, lagt på nettet 15. marts 2007. Blandt andet hævder Foti, at Københavns “alternative unge hurtigt fik støtte fra de unge indvandrere…” Som sagt så jeg ingen tegn på dette; mange af optøjerne fandt sted i et arbejderklassekvarter (Nørrebro) med en stor muslimsk befolkningsgruppe, men kampene ser endnu ikke ud til at være koblet sammen. Utvivlsomt gik nogle muslimske unge med i optøjerne, men det betyder ikke, at kampene er direkte sammenhægende, ligesom tilstedeværelsen af fascistiske urostiftere ikke resulterede i, at den yderste højrefløj kunne stjæle bevægelsen.

Vi har brug for en korrekt forståelse af, hvad der sker og ikke den type mytologisering som både Foti og tankeløse fans af Debord gør sig i. De slogans folk som Foti benytter i deres forskellige skriverier (‘kreativ klasse’, ‘prekært arbejde’) sammenkobler alt for ofte fællesskaber retorisk, mens de (dog ofte ubevidst) bærer en agenda frem, der må udfordres. Medlemmer af, hvad Foti betegner som, ‘den kreative klasse’ udgør ofte andenbølgen i gentrificeringsprocessen af den indre by. I London havde vi den ulykke at bevidne, hvordan gentrificeringen af East End til at begynde med blev opnået gennem ankomsten af anarkistiske middelklassebesættere – der var også arbejderklassebesættere, men de var oftest ikke anarkister – der blev efterfulgt af en bølge af middelklassekunstnere (også kendt som ‘den kreative klasse’), før bytyperne, der virkelig skubbede boligpriserne i vejret, ankom i stort antal. Og det var, selvfølgelig, middelklassebesætterne, der blev brugt til at svække BZ-bevægelsen, da de for så længe siden som i halvfjerdserne var blevet opfordret til at organisere sig som legaliserede andelsforeninger, som det lokale styre så kunne kontrollere, og over mange år få til at krympe ind til ubetydelighed.

Foti skriver om Christiania (“hippie fristaden… der bliver chikaneret af Rasmussen-regeringen”), men forstår ikke hvad, der virkelig sker i denne del af København, ligesom han mytologiserer begivenhederne på Nørrebro (det arbejderklassekvarter hvor Ungdomshuset stod indtil dets nedrivning). Jeg tog på Christiania og for mig virkede det som en hippie theme park, i klassesammensætning minder den mere om Findhorn eller et andet middelklasse alternativt fællesskab i England end om Nørrebro. Christiania er eksklusivt og det er meget svært at komme til at bo der, og hvor der har været et system af fælles ejerskab (hvilket stadig var en form for privat ejendom), er regeringen nu er i færd med at erstatte den med en helt individualiseret form for privat ejendomsret og politiet patruljerer heftigt i området. Christiania virker til at tage en analog rolle til andelsboligernes, der blev brugt til at svække BZ-bevægelsen i London.

Foti hævder også at: “På Nørrebro har kvarterets kultur af ikke-konformitet formået at lukke gabet mellem alternative unge og ghettoungdommen, eller mere sociologisk sagt, mellem den hovedsaligt hvide, kreative klasse og den hovedsaligt indvandrede serviceklasse. Kvarteret har længe været et inkluderende rum for unge bohemer og/eller indvandrere: det rummer mange steder for social interaktion, og har en historie af kontakter og udvekslinger mellem arabiske unge og de hovedsaligt hvide aktivister. Som de unge af arabisk afstamning blev hørt sige under optøjerne: ‘I hjalp os, vi hjælper Jer’. Militant antiracisme var afgørende i nedbrydningen af muren af mistro og opbygningen af gensidig respekt i København, selvom der stadig findes dybe forskelle mellem de to grupper.” Bortset fra det latterlige niveau af mytologisering, der finder sted her, er det tydeligt at i Fotis forståelse, er den såkaldte ‘hvide kreative klasse’ det mere privilegerede af de to fællesskaber, der fremmanes; derfor burde det, hvis analysen var konsistent, angribe dets eget privilegium (og det er noget de muslimske unge, uden tvivl, vil være glade for at hjælpe med).

I en tekst med titlen “Mayday Mayday! Euro flex workers, time to get a move on!” (lagt på nettet april 2005) skriver Foti: “Vi er Europas kvinder i en feminiseret arbejdsstyrke og økonomi, der ikke desto mindre giver xx-mennesker en diskriminerende løn og roller i forhold til xy-mennesker. Vi er den forbugergjorte yngre generation, udelukket fra det politiske og sociale design i et geronotokratisk og teknokratisk Europa. Vi er førstegenerations europæere, der kommer fra alle kontinenter og, ikke mindst, verdenshavene. Vi er de midaldrende, der fyres fra sikre job i industrien og serviceerhvervene.”

Hvad dette understreger, er et af mange problemer med retorik om ‘prækert arbejde’, fordi selv når antiracisme (retorisk) påkaldes, ender begrebet om ‘det prækere’ altid med dække over alt for mange virkelige problemer, der hænger sammen med race og klasse. Raceforskelle er ikke virkelige, men de erfares som virkelige på grund af racisme. Europæisk identitet er essentielt en ‘hvid’ identitet, og mens Foti ikke bekymrer sig om hudfarve, gør han ved at snakke om ‘førstegenerations europæere’ det hvide subjekt til standart. Europæisk identitet er noget, jeg kunne tænke mig at se smadret og problematiseret, hvorimod Foti søger at bevare det. Dette er tydeligt, når han i Mayday-artiklen skriver: “Vores hensigt har været at fremme en ny form for arbejderaktivisme og revolte ved at bruge sprog og grafik gearet til folk, der ikke har nogen tidligere politisk erfaring anden end nedslidningen af deres krop og sjæl i de store butikker og kontorblokke.” Kort sagt er Fotis anarkosyndikalisme en variant af leninistisk avantgardisme, den gamle idealistiske vildfarelse om Helligåndens nedstigning til ubevidst (eller i bedste fald semibevidst) materie, om (hvid) ‘bevidsthed, der bringes ind udefra’. Dér, stående mod lyset, findes den affældige figur af den ‘isolerede intellektuelle’, der ‘går folket i møde’.

Trækkende på russisk populisme har Bakunin og Lenin tidligere begået en identisk fejl; historien gentager sig selv, første gang som en farce, anden gang som tragedie og endelig i form af dem, der hævder at tilhøre en ‘kreativ klasse’… Den medfølgende betegnelse om ‘det prækere’ er komplet ahistorisk, da den ikke adresserer måderne hvorpå , det den beskriver, er en tilbagevenden til de ansættelsesforhold, som hovedparten af arbejderklassen stod overfor i de ‘europæiske’ lande før Anden Verdenskrig. Velfærdstaten blev rent faktisk introduceret i (for eksempel) England, med det formål at bestikke en arbejderklasse, hvoraf mange af dens medlemmer var vendt tilbage fra en kæmpekonflikt både væbnede og med en viden om, hvordan de skulle bruge de våben. Denne specifikke exceptionelle situation er forbi; hvad Foti præsenterer som ‘det prækere’ er ikke exceptionelt. Snarere end at gøre det der skete i København forståeligt, skygger forestillingen om ‘kreativ klasse’ for den rette forståelse.


Oprindeligt publiceret i Mute, vol.2, nr. 4 og herefter bragt i Øjeblikket nr. 48.

Oversat fra engelsk af Jeppe Wedel-Brandt