Når lejren rykker inden for

12. oktober 2009 tags: Modrum Demokrati Mobilitet

Af Søren Rafn

I sin læsning af, eller indbrud i, Kants Kritik af dømmekraften zoomer Jacques Derrida ind på noter og randbemærkninger, som Kant selv opfattede som perifere detaljer, forstørrer dem og får dem til at springe værkets egen logik. Kant skelner i sin æstetik netop mellem ergon, kunstværket i sin essens og helhed, og parergon, det uden for værket, f.eks. maleriets billedramme eller draperiet på en statue, der presser sig på ved grænsen til værkets indre og truer med at fortrænge dets essentielle indhold. Parergon er for Kant en nødvendig, men ikke desto mindre ikke-essentiel del af værket, der aldrig må blive til ren prydelse og disharmonere med værkets totale skønhed. Men ved at just at blæse detaljen i Kants eget værk uhørt op opløser Derrida grænsen mellem indre og ydre og viser at ergon altid indeholder en mangel, der suppleres af detaljen, uden hvilken værket ville fremstå som et tomt hylster.

(En skelnen mellem indre og ydre er umulig, og det uden for værket kan ikke entydigt identificeres som værende uden for. Scenen er sat for at detaljen kan føre sit eget selvstændige liv løsrevet fra værkets helhed. Kunsthistorikeren og detaljeteoretikeren Georges Didi-Huberman forkaster således idéen om detaljen som en puslespilsbrik, der skal redegøres for i forhold til helheden, og opfatter den i stedet som et fragment, der i sig selv kan brydes op i tusinde.)

I teksten Hvad er et folk? hæfter filosoffen Giorgio Agamben sig ved at termen ’folk’ på moderne europæiske sprog altid både har betegnet folket som hele det politiske subjekt, f.eks. et nationalt folk, og dem, der er ekskluderet fra det politiske og uden for loven, f.eks. flygtningen. Dette peger for Agamben på en art klassekamp mellem folket med lille og stort f. Gennem vestens historie har folket med stort f således konstitueret sig ved at ekskludere folket med lille f. Folket opfatter sig ifølge Agamben som en naturlig enhed, der dog må forme sig som et komplet fællesskab gennem gentagne eksklusioner. Folket med lille f kan altså sammenholdes med en perifer detalje, der ikke desto mindre minder om at folket med stort f beror på en mangel, der evigt skal suppleres.

[ ]

I lejrene er migrantstrømmen, og en i grunden ukontrollabel bevægelse, forsøgt hegnet inde langt uden for by, lov og ret. En detalje i det danske landskab, blot en praktisk foranstaltning i et land, der selvsagt vil gå fra hinanden, hvis det skal agere socialkontor for alverdens flygtninge.

Men pludselig befandt de sig her altså, i byen, de afviste irakere, i kirken, hvor forhåbningen var at statens administrative lange arm ikke kunne nå ind. Eksponeringen var ikke til at tage fejl af, snart var de på alles læber på den ene eller anden måde. Og da billederne kom frem fra kirkerydningen blev det tydeligt for enhver: Den mentale og konkrete indhegning af irakerne udgjorde optikken, som nationens tilstand skulle vurderes igennem. Danmark kunne pludselig ses tydeligt gennem lejren, detaljen. Helhedsbilledet blev rystet (om end der blev vendt ironisk op og ned på det hele: kirkedemonstranterne organiserede sig med statsdisciplin i siddende blokader, mens politiet for rundt i en art revolutionær vildelse og slog ud efter alt og hinanden).

De rettighedsløse afvistes tilsynekomst i byen blandt københavnske statsborgere var politisk set et ubetinget tilløbsstykke. Københavnerne gik på gaden. Scenen var imidlertid sat, desværre, for mig at se, men også forståeligt, for en ren og skær dansk diskussion. Hvilket Danmark? Et mindretal af folket med stort f ville inkludere flere med lille f. En slags klassisk socialdemokratisk tanke om en mere inkluderende stat. Ja, tilbage til det åbne og omsorgsfulde Danmark, hvor retten til at sende flygtninge hjem stadig vil være grundlæggende, som den såkaldt sidste traditionelle socialdemokrat bedyrede i en tale på Rådhuspladsen.

Med den grundlæggende ret til at sende hjem lød opfordringen i den benævnte tale i sagens natur til at vise ’storsind’ og ’barmhjertighed’. Irakerne var børn, gamle, syge og forfulgte. Ofre. Og ved at blæse disse tragiske skæbner op til at være selve billedet på tilstanden i dagens Danmark kom et andet Danmark, generøst og inkluderende, til syne. Et sandt Danmark, der forgæves var blevet fortrængt og undertrykt, og som nu var ved at skylle op til overfladen igen.

Det ene Danmark mod det andet Danmark med den enkelte iraker som kampplads. Hvem er hun? Hvor kommer hun fra? Lyver hun? Har hun dræbte familiemedlemmer? Er hun en rigtig flygtning, som vi bør vise nationalt storsind over for? Diskussionen forblev, lidt groft forenklet, sikkert inden for en sproglig undertrykkelseshorisont, der gang på gang tvang det enkelte irakiske offer frem i medierne for at bede suverænen, der var herre over hendes liv og bevægelse, om beskyttelse med henvisning til sin elendighed. Statens grundlæggende ret til at behandle uønskede mennesker som rettighedsløse og uværdige andenrangsindivider blev aldrig forfægtet med virkelig konsekvens.

(Det næstekærlige øje på flygtningen kan alt for nemt slå om i racisme. Ikke mindst hvis flygtningen viser sig virkelig at være en anden end det offer, der afspejler vores egen generøsitet. Måske fordi hendes fredløshed vækker en egen angst for selv at blive kasseret i det samme risikofulde globale spil, som Zygmunt Bauman foreslår. Alle er illegale!)

Migration er ikke en dansk problemstilling. Som Bauman pointerer, var moderniteten migrationens æra, med vestens missionærer og handelsfolk som pionerer, og det er ad de samme stier at den 3. verdens migranter, postmodernitetens religionskrigere og socialudbyttere, vandrer mod retningen i dag. Alligevel taler man på nationalt plan raskt væk om bekvemmelighedsflygtninge, skønt det med kolonialismen og gæstearbejderperioden in mente burde rangere som et racistisk skældsord. Den brutale sandhed om grænsen er at den i dag bliver bevaret for at fastholde den globale ulighed (jf. Christian Bundegaard). Handelsbarriererne rives ned den ene efter den anden, mens visse menneskers frie bevægelse nægtes, hvad enten suverænen optræder i skikkelse af Rasmussen, Hornbech, Berlusconi eller Gadaffi. At fokusere på det absurde i at standse et menneskes bevægelse fra det ene til det andet sted, og dermed løfte migrationsspørgsmålet langt over snakken om oprindelse, territorium og gæstfrihed, er i dag det eneste anstændige.

Byen er potentielt stedet, hvor der kan skabes rum for alternativer til den nationale fortælling og skabes nye virkeligheder uden om staten. De afviste irakeres entré i byen skabte imidlertid først og fremmest et skuespil om Danmark. Dette skal ikke læses som en vurdering af Kirkeasyl eller en miskendelse af projektet, men det er nødvendigt at spørge: Hvad kommer efter?

[ ]

Et anderledes og interessant forsøg på at zoome ind på lejren ved at lukke den ind i byen er Asyl Dialog Tankens projekt Trampolinhuset (The Trampoline House). Trampolinhuset opstod den 5. marts som et midlertidigt kulturhuseksperiment med en frugtbar udveksling mellem asylansøgere og statsborgere til følge. Nok så væsentligt: Ambitionen er at etablere et permanent, dagligt åbent og brugerstyret værested og aktivitetssted for asylansøgere, danskere og alle andre.

Det er i grunden så almenmenneskeligt og uskyldigt som noget kan være. Med et permanent brugerstyret værested kan asylansøgere træde ud af lejrens ødelæggende liv og måske genopbygge sig som mennesker, uanset fremtidige destinationer. Trampolinhuset er utvivlsomt en reaktion på en inhuman asylpolitik, men projektet fremstår ikke som et stærkt politiseret projekt med krav om en specifik lempelse på udlændingeområdet eller om at den eller den skal skaffes ophold.

En af intentionerne er åbenlyst at favne bredt. Indlemmelsen af bredden kan imidlertid lige så vel udgøre en lukning som en åbning af det politiske mulighedsfelt. Alligevel synes Trampolinhuset at rumme et potentiale for åbninger og skabelse. Først og fremmest fordi Trampolinhuset meget klart modsætter sig at anskue asylansøgeren som offer og asylansøgere som en ensartet gruppe.

Set i fortolkningens vidunderligt opklarende skær: Trampolinhuset fokuserer på, men overskrider også, den mentale og konkrete indhegning. Lejren skaber ofre. Migrantens krydsning af en eller flere nationale grænsebarrierer er derimod en suveræn bevægelse, der knægter suverænen og får denne til at agere mere og mere desperat. I Trampolinhuset forsøges skellet mellem ’dem’ og ’os’ udvisket på en sjældent ambitiøs måde ved så at sige at naturalisere asylansøgeren som et menneske med ret til livet og alle dets muligheder på linje med statsborgeren. Inden for denne ramme kan mødet mellem asylansøgere, danskere og alle andre komme i stand. Her skal man ikke stå til regnskab for sine lidelser. Her er oprindelser ikke præmissen for samtalen. Jeg kommer derfra og derfra og skal derhen og derhen.

Migranten er jo i grunden den klassiske liberale (igen jf. Bauman), der imidlertid ikke kan rummes i globaliseringens økonomiske landskab. Flygtningen, de millionvis af permanente ikke-statsborgere, er ifølge Agamben en grænsefigur, der kaster nationalstaten ud i en afgørende krise, fordi de hverken vil hjemsendes eller gøres til statsborgere (men har han spurgt dem?). Trampolinhuset kan siges at rumme disse perspektiver og langt overskride den nationale rammefortælling, uden dog på nogen måde at indeholde et svar på om verden skal indrettes med eller uden nationer og på den ene eller anden måde i øvrigt.

Trampolinhuset må nemlig først og fremmest ses som en platform for at asylansøgere kan entrere byen og tale uden at blive talt på vegne af. Folket med lille f er en forestillet homogen gruppe ligesom folket med stort. Den lille indhegnede detalje i det danske landskab giver ingen svar, idet den selvfølgelig indeholder en pluralitet af mulige stemmer. Trampolinhuset kan give anledning til skuffelse, hvis man gør sig forhåbning om at det vil kaste politiske gevinster af sig i snæver forstand. Det befriende er netop at Trampolinhuset synes at arbejde inden for en meget åben horisont og som sådan modsætter sig teoretiske overgreb.

litteratur
Agamben, Giorgio (2000). What is a People? Means without End: Notes on Politics. University of Minnesota Press, s. 28-34.
Agamben, Giorgio (2005). Hinsides menneskerettighederne. Livs-form. Perspektiver i Giorgio Agambens filosofi. Bolt, Mikkel & Pedersen, Jacob Lund (Red.). Klim, s.138-145.
Auken, Svend (2009). Debat: Mennesket først. Giv os vores omsorgsfulde Danmark tilbage. Artikel i Kristeligt Dagblad lokaliseret på www.infomedia.dk
Bauman, Zygmunt (2005). Forspildte liv – Modernitetens og dens udstødte. Hans Reitzels Forlag.
Bundegaard, Christian (2004). Grænseerfaringer. Pas – Identitet, kultur og grænser. Gulddal, Jesper & Mortensen, Mette (red.). Informations Forlag, s. 167-173.
Derrida, Jacques (1978). Parergon. La Vérité en peinture. Flammarion, s. 19-168.
Didi-Huberman, Georges (1990). Devant l’image. Minuit. http://trampolinehouse.dk/