Seks (u)sammenhængende fragmenter om migration, asyl og by

Af Jens Pfeifer

Preludium

Nationalstaten er så yesterday og slet ikke nice. (someone)

Nationalstaten er forældet, men alligevel er nationalstaten stadigvæk det altoverskyggende monster der nådeløst vogter og prøver at bestemme over næsten alt. Nationalstaternes utæmmede og rabiate forsøg på at opdele mennesker og at regulere bevægelsen viser at nationalstaten er en skrøbeligt konstruktion som er ved at gå i opløsning. Højrenationale nationalchauvinistiske partiers fremgang, tit i forklædning af folkepartier med en social motiveret agenda, over hele Europa er ligeledes et umisforståeligt tegn på nationalstatens dybe krise. Immigranter og migrationen i det hele taget er en fare for nationalstaten, fordi bevægelsen dagligt konfronterer nationalstaten med en virkelighed der angriber og destabiliserer selve dens eksistens. Nationalstaten er en konstruktion som ikke kan tolerere at der rokkes ved dens tilgrundliggende logik. Som Agamben gang på gang påpeger funderer den moderne nationalstat på forbindelsen mellem fødsel, folk og territorium. De enorme flygtningestrømme som Europa har oplevet fra første verdenskrig til i dag angriber nationalstatens selvforståelse og legitimitet – den konstituerende binaritet (fødsel / folk) viser sig dermed at være ustabil. Migrationen skaber en ny virkelighed hvor denne binaritet ikke er given. Fødsel og folk, dvs. fødsel og nationalitet er pludseligt to led som de facto ikke er forbundne. Nationalstatens fiktion kan ikke tolerere et brud mellem dens konstituerende momenter fødsel og nation. Immigrationen destabiliserer denne fiktion og styrter nationalstatens principper ud i en radikal krise. Nationalstaten nægter derfor plads til migrationen, realpolitisk som diskursivt, og den eneste mulighed er at destruere nationalstaten – indefra – fra nationalstatens hjerte – byerne. Byer skaber muligheden for at gennemhulle nationalstaten indefra. The city is a jungle.

Anda

Anda kom til Berlin som nittenårig for otte år siden – Rejsen var uspektakulær, en venlig bilist tog hende med over grænsen og lige pludselig befandt hun sig i ”mulighedens” by. Den første eufori blev snart indhentet af en hård virkelighed – hvor skulle hun sove? hvad skulle hun spise? - de medbragte penge var brugt før hun overhovedet kunne tænke tankerne færdigt. Efter nogle horrible nætter på Berlins gader, inklusive et voldtægtsforsøg, var det gået op for Anda hvad det betyder at være ”illegal”, retsløs og uden stemme. Andas otte år som illegal i Berlin var otte år præget af retsløshed og lortejobs, en uholdbar boligsituation og andre konsekvenser af det at være ”illegal”. Snart begyndte hun at arbejde som frivillig i et kvindehus hvor hun især prøvede at hjælpe andre illegaliserede kvinder. I en ufattelig hård kamp lykkedes det for Anda at opbygge et socialt netværk, bestående af bl.a. mange mennesker med papirer. Hendes netværk er det eneste sted hvor hun kan søge om hjælp. Anda siger om sig selv at hun aktivt gør modstand mod ”illegaliseringen”. Hverdag er modstand – alene det at overleve og organisere sig udenom staten er modstand. Andas situation er langt fra optimal, men det er hendes liv, og hendes hverdag, og byen er det eneste sted hvor hun kan overleve – selv om staten negerer hendes eksistens.

Riccardo

Riccardo bor i den tyske by Bonn, og det har han og hans familie gjort over de sidste 13 år - som ”illegale”. Når han ikke arbejder på det informelle arbejdsmarked, og det gør han næsten altid, bevæger han sig blandt venner, mange af dem tvunget ud i den samme retsløse situation som Riccardo og hans familie. Riccardo og mange af hans venner vil ikke længere finde sig i deres retsløse situation – de vil handle. Problemet er dog, som Riccardo pointerer, at man som illegal ikke har nogen rettigheder, og at statens ret til at udvise ”illegale” gør sig gældende så snart illegale gør opmærksom på sig selv og på at deres retsløse status. Staten er nådesløs, og fordi Riccardo ikke bor i Tyskland, men i byen Bonn, er det ifølge Riccardo nødvendigt at mobilisere hans by. Snart hoppede to af Bonn´s store lokale aviser på historien, bragte portrætter om illegaliserede ”bonner” og om de vedkommendes selvorganisation, som kæmper for en legalisering af deres situation. Bonns byråd reagerede med stiftelsen af en særlig kommission, der har til opgave at forbedre de illegales situation. Riccardo er godt klar over at den øgede opmærksomhed eventuelt kan føre til at han og hans familie risikerer at blive udvist, men alligevel siger han at det allervigtigste er, at byen endeligt tematiserer de ”illegaliseredes” situation. Bonn er også hans by.

Intermezzo

Migration, however, even when it creates conditions of extraordinary hardship and suffering, always holds the potential to subvert and tarnsform racial division, in both economic and social terms, trough exodus and confrontaion.
(Hardt & Negri Commonwealth s. 135)

Den udokumenterede indrejse i de forskellige nationalstater er ikke styrbar selvom staten ihærdigst prøver at regulere bevægelsen eller snarere diskursen om bevægelsen. Folk vil altid migrere, finde veje over statsgrænser samt veje til at overleve udenom staten. Ifølge statsdiskursens logik er folk der migrerer enten velkommen brugbar arbejdskraft eller ubrugbare flygtninge som (skal) interneres i lejre. Nationalstaternes lejre er et sted hvor migranter bliver samlet under fællesbetegnelsen flygtninge, opbevaret indtil deres udvisning eller en påtvungen tvangsintegration. De internerede administreres, depersonaliseres, de får tildelt numre, inddeles i grupper og isoleres fra resten af befolkningen. At bo i en lejr svarer til at bo på et ”ikke sted” – og ”ikke steder” kan bedst placeres i ingenmandsland langt ud på landet, et sted man kan snakke om, referere til, men samtidigt et sted man ikke bliver konfronteret med. At lejre, inklusive deres ”beboere”, bliver holdt væk fra resten af befolkningen er en bevist strategisk beslutning fra statens side. Der skal ikke findes lejre – intetsteds. Folk skal ud af lejrene, lejrene lukkes, og indtil det lykkes skal lejrene, som det første skridt på vejen, ind i byen, hvor folk har mulighed for at deltage i hverdagen. Et scenario staten åbenbart frygter...

From Nowhere to Somewhere

Asylsøgere i den (øst)tyske provins Brandenburg boede indtil juli 2009 langt væk fra byen, ude i Brandenburgs ingenmandsland, nærmer defineret i et (ikke) sted med navnet Lerchensteig med et stort rensningsanlæg som eneste nabo. Efter en årelang kamp blev lejren i juli 2009 flyttet til Potsdam, en by med omkring 150.000 indbyggere beliggende ca. 30 km fra Berlins centrum. Flygtninge(selv)organisationerne såvel som antiracistiske grupperinger satte alt i gang for at placere lejren mere centralt i byen. Beboerne er nu forholdsvis mobile og kan deltage i byens sociale liv.

Først we take Brescia – then we take the rest

Den 20. maj 2001 initierede migranter i byen Brescia, Lombardiet, en række direkte aktioner mod Italiens racistiske udlændingelovgivning og samtidig for en forbedring af deres livssituation. Udgangspunktet var en demonstration mod oprettelsen af en ny flygtningelejr i Brescia med 3.000 deltagere, hvoraf kun få hundrede ikke var legale eller illegaliserede migranter. Situationen kulminerede den 24. maj. Flere hundrede illegaliserede migranter udråbte en sultestrejke og proklamerede at de er villige til at gå til det yderste: død eller opholdstilladelse. De sultestrejkende illegaliserede migranter indtog Centraltorvet i Brescia, og der fulgte en intensiv uge, hvor migranter som ikke aktivt var involveret i sultestrejken prøvede at mobilisere ikke kun andre migranter, men også offentligheden. Efter en uge omringede ca. 1.500 politimænd torvet og fjernede ca. 130 sultestrejkende illegale migranter som blev bragt til politikasernen, hvor de blev konfronteret med truslen om en umiddelbar udvisning. Truslen kunne dog ikke realiseres, og politiet var derfor nødt til at frigive de illegaliserede migranter, som øjeblikkeligt genindtog torvet. De følgende uger var kendetegnet af en intensiv social mobilisering, en blanding af sammenstød og nødvendigheden for at bringe konflikten op på et politisk institutionelt niveau. Aktionerne begyndte snart at udmunde i de første positive resultater. Aktivisterne holdt bl.a. møder med byrådet, med lokale foreninger, Brescias biskop og offentlige institutioner, ligesom en delegation blev sendt til Rom. Samtidigt opbyggedes et tæt netværk af migranter, foreninger og enkeltpersoner, og der indkaldtes til to store demonstrationer. Demonstrationerne organiseredes på migranternes initiativ og i deres regi, og befolkningens tilslutning tiltog fra dag til dag. Demonstrationen fra den 17. juni mobiliserede hele byen: møder og samarbejde mellem migranter, illegaliserede, venstrefløjpartier, foreninger og enkeltpersoner prægede dagen. Der afholdtes koncerter, og kirken spillede en aktiv, inkluderende rolle (Montagna 2002). En delegation af pakistanske og indiske migranter startede dagen efter en mobiliseringskampagne i flere store byer i Norditalien, udstyret med informationsmateriale på seks forskellige sprog. De illegaliseredes situation i Brescia ændrede sig ikke grundlæggende, men det lykkedes for de illegaliserede at betræde den offentlige/politiske scene, og at indtage plads på et ellers lukket territorium.

To be continued...

EX:ter:IT:orialitet

Nationalstatens princip funderer på fødslen og den derpå hvilende treenighed af stat-nation-territorium. En mulighed for at angribe denne logik ser Agamben når han refererer til en mulig løsning af Jerusalemproblemet: Byen Jerusalem som hovedby af to forskellige statsformationer, uden territorial opdeling. Dermed skabes en paradoksal situation præget af gensidig eksterritorialitet, dvs. to politiske fællesskaber som eksisterer på det samme territorium, kendetegnet af at de hver især befinder sig i Exodus, og at de samtidig er forbundet gennem deres reciprokke Exodus. Refugium for den enkelte ville dermed stå i stedet for jus (ret) for borgeren. Europa forstået som et ”Europa af nationer”, et projekt som viser sig at være katastrofalt og umuligt, skal ifølge logikken om en reciprok eksterritorialitet redefineres som et rum hvor alle derboende personer (statsborgere som ikke statsborgere) befinder sig i Exodus, dvs. at statussen som europæer svarer til det at ”befinde sig i Exodus”. Princippet af en gensidig eksterritorialitet kunne ifølge Agamben føre til et nyt rum, hvor byerne indtager den centrale rolle, dvs. hvor byer bliver til verdens-byer. Territoriet skal gennemhulles og blive en sammenfletning af beboerne og hverken være et homogent nationalt territorium eller summen af forskellige nationale territorier. Beboernes fælles moment er at de hver især genkender sig som den flygtning de selv er.

litteratur

Agamben, Giorgio (1996). Mezzi Senza Fine. Bollati Boringhieri.
Interface (red.) (2005). WiderstandsBewegungen. Assoziation A.
Bodjadzjev, Manuela (2008). Die windige Internationale. Rassismus und Kämpfe der Migration. Westfälisches Dampfboot.
Jungle World. (2008). Nr. 49