Disse dage er også vores

af Haunt of Albanian Migrants

(Den følgende tekst blev uddelt af folk fra Hjemmet for Albanske Migranter ved studenternes blokade foran politiets hovedkvarter den 15. december)

Efter mordet på Alexis Grigoropoulos har vi levet i en uhørt tilstand af uro, et vredesudbrud som ikke ser ud til at stoppe. De studerende har tilsyneladende ledt denne opstand, og med en utrættelig lidenskab og en hjertelig spontanitet har de formået at vende hele situationen om. Man kan ikke stoppe noget, man ikke har kontrol over – noget, der organiseres spontant og under vilkår man ikke begriber. Det er det skønne ved oprøret. Gymnasieeleverne skaber historie, og lad så de andre skrive det sammen og klassificere det ideologisk. Gaderne, initiativet, lidenskaben tilhører dem.

Indenfor rammerne af den bredere mobilisering, hvor de studerendes demonstrationer virker som underliggende dynamo, er der bred deltagelse af andengenerationsmigranter såvel som mange flygtninge. Flygtningene går på gaden i små grupper, med begrænset organisering, hvor spontaniteten og drivkraften reflekterer deres mobilisering. Lige nu udgør de den mest militante del af de mange udlændinge som bor i Grækenland, og de har meget lidt at tabe.

Migranternes børn har skabt en dynamisk massemobilisering. Det er primært sket ved gymnasie- og universitetsaktioner såvel som igennem den etablerede venstrefløjs organisationer og det yderste venstre. De er de mest integrerede dele af indvandrergrupperne, de mest modige. Modsat deres forældre, der ankom til landet med bøjede hoveder som tiggede de om brød. De unge er en del af det græske samfund, siden de aldrig har boet andre steder. De beder ikke om noget, men kræver at være lige med deres græske klassekammerater. Lige berettigede, på gaderne, i udformningen af drømme.

For os, de politiske organiserede migranter, er det her en anden fransk november 2005. Vi havde aldrig gjort os illusioner om, at når folks vrede flød over, så ville vi være i stand til at dirigere den i en særlig retning. På trods af de mange kampe vi har taget op gennem alle årene, formåede vi aldrig at skabe et så massivt svar som det her. Nu er det gadens tid til at tale: Det overdøvende skrig vi hører, er fra atten år med vold, repression, udbytning og ydmygelse. Disse dage er også vores.

Disse dage tilhører de hundreder af migranter og flygtninge, som blev dræbt ved grænserne, i politistationer, på arbejdspladser. De hører til dem, der blev dræbt af politiet eller af ’bekymrede borgere’. Dem, som blev myrdet for at vove at krydse grænsen, for at arbejde sig selv ihjel, for ikke at bøje hovedet, eller for ingenting. De tilhører Gramos Palusi, Luan Bertelina, Edison Yahai, Tony Onuoha, Abdurahim Edriz, Modaser Mohamed Ashtraf og så mange andre vi ikke har glemt.

Disse dage tilhører politiets hverdagsvold som forbliver ustraffet og ubesvaret. De uafbrudte ydmygelser ved grænsen og i detentionscentrene. Den himmelråbende uretfærdighed ved de græske domstole, migranter og flygtninge som uretmæssigt fængsles, den retfærdighed vi bliver nægtet. Selv nu, midt i opstandens dage og nætter, betaler migranterne en høj pris – hvad med angrebene fra højreekstreme og politiet, med de deportationer og fængselsdomme som domstolene langer ud med kristen kærlighed til os vantro.

Disse dage hører til den undertrykkelse, der er fortsat med uformindsket styrke igennem atten år nu. De tilhører de kampe, der ikke er glemt: i Volos’ højdedrag, omkring de olympiske værker, i Amaliada by. De tilhører vores forældres slid og blod, deres uformelle jobs, deres endeløse arbejdsdage. De tilhører indskuddene og frimærkerne, de bidrag til velfærden vi betalte og som aldrig vil blive anerkendt. De papirer vi vil jagte resten af vores liv som lotterikuponer.

Disse dage hører til den pris vi må betale blot for at eksistere, for at trække vejret. For alle de gange vi har flækket vores tænder, for den hån vi har fundet os i, de nederlag vi er blevet draget til ansvar for. De hører til alle de gange, hvor vi ikke reagerede, selv om vi havde alle grunde i verden til at gøre det. De hører til alle de gange, hvor vi ikke reagerede og var alene, fordi vores dødsfald og vrede ikke passede ind i eksisterende skemaer, ikke kunne skaffe stemmer, ikke kunne sælges i primetime-nyhederne.

Disse dage hører til alle de marginaliserede, de udstødte, dem med svære navne og ukendte historier. Alle dem som dagligt dør i det Ægæiske Hav og Evros-floden, dem som myrdes ved grænsen eller på en central gade i Athen; dagene tilhører romaerne i Zefyri, narkomanerne i Exarchia. Børnene på Mesollogiou gade, de uintegrerede, de ukontrollable studerende. Tak til Alexis, disse dage tilhører os alle.

Atten år med stille vrede er for lang tid.

Ud på gaderne, for solidaritet og værdighed!

Vi har ikke glemt, vi vil ikke glemme – disse dage er også dine.

Luan, Tony, Mohamed, Alexis…

Oversat fra Infoshop News